Bertels bakspejl: Voldsomt flot kamp

Fredag aften fik Randers FC endelig igen smagt sejrensen sødme, da det blev til en 3-0-sejr på udebane mod Vejle. Assistenttræner Rasmus Bertelsen tager os her igennem kampen set fra hans position omkring Randers FC-mandskabet.

– Det var en en voldsomt flot kamp af vores hold, som dominerer i meget store dele af kampen. Skudstatistikken siger 21-7 i vores favør, og det taler sit tydelige sprog om en kamp, hvor langt det meste af spillet foregik på Vejles banehalvdel. På statistikken over foventede mål (Xg) er det et af de mest markante overtag, der er set længe i 3F Superligaen, med 0,54 til Vejle og hele 4,09 til Randers FC. Det bliver selvfølgelig farvet en del af de to straffespark, men giver stadig et godt billede af kampens forløb.

– Med hensyn til straffespark har vi har haft en forfærdelig udnyttelsesprocent i den sidste håndfuld forsøg, så det var vigtigt at få sparket dem ind i går, og det var en ganske imponerende koldblodighed fra både André Rømer og Vito Hammershøy-Mistrati i situationer, hvor der var stort pres på.

– Vores defensiv var meget stærk, og der blev afgivet meget lidt til modstanderen. Vores anfører Erik Marxen var især stærk med hele 80 procent vundne dueller, men hele bagkæden var generelt ovenpå. Det blev endnu mere styrket af , at vores centrale midtbane med André Rømer og Vito Hammershøy-Mistrati tog godt fra, og at kantspillerne samlede en stor del af andenboldene op og satte spillet derfra.

– Vores taktiske tilgang med det høje pres og det direkte spil, gjorde at vi fik folk med langt frem i det etablerede spil og samtidig fremtvunget et fornuftigt antal dødbolde. Det gav en masse situationer omkring Vejles mål, og helt uhørt er alle vores ti startende markspillere noteret for mindst en afslutning på mål.

– En særlig glæde var det også at se Tobias Klysner få scoret sit første superligamål. Det har været undervejs i noget tid, og det var stærkt at se ham få sat sig igennem med sin hurtighed og målsøgende spil. Klysner var sammen med Frederik Lauenborg og den startende Mikkel Kallesøe det ”hjemmeavlede” bidrag til sejren i Vejle.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images