Babayan skifter permanent til Hobro IK

I foråret nød Hobro IK godt af Edgar Babayans kvaliteter, da han var udlejet fra Randers FC. Og disse kvaliteter får hobrogenserne også glæde af fra den kommende sæson. Således skifter Edgar Babayan nemlig til Hobro IK på en permanent aftale. Den kreative kantspiller har spillet alle sine ungdomsår i Randers Freja, og allerede som 18-årig fik han debut for førsteholdet, som han også blev en fast del af i sommeren 2014, hvor han skrev under på en fuldtidskontrakt med Randers FC.

Edgar Babayan var med til at spille Hobro IK op i Alka Superligaen i den forgangne sæson, og nu får han altså mulighed hjælpe holdet yderligere. En ny og spændende udfordring, der glæder hovedpersonen selv:

– Jeg glæder mig meget til at fortsætte i Hobro. Det var et rigtigt fint forår, jeg havde deroppe, hvor jeg fik pænt med spilletid og samtidig fik scoret to mål og lavet en assist. Men det er selvfølgelig også lidt vemodigt, at jeg nu forlader den klub, jeg har repræsenteret, siden jeg var lille. Randers FC betyder rigtig meget for mig, men jeg har brug for at spille mere fast, og den mulighed kan Hobro tilbyde mig, siger Edgar Babayan.

Konkurrencen om pladserne i Randers FC har været hård, hvilket også var grunden til, at Edgar Babayan blev lejet ud i foråret for at få nogle flere minutter i benene. Og selvom Edgar Babayan gjorde en fin figur for Hobro IK under lejeopholdet, så er udsigten til fast spilletid i Randers FC ikke blevet større. Derfor glæder det også Randers FC’s administrerende direktør Michael Gravgaard, at der nu er lavet en aftalemed Hobro IK.

– Det er en rigtig god mulighed for Edgar at fortsætte sin udvikling i Hobro. Han er en spiller med et stort potentiale, som jeg håber, at han kan få forløst lidt længere nordpå. Udsigten til fast spilletid i Randers var begrænset. Derfor ville vi heller ikke stå i vejen, da Hobro meldte sig på banen og ville hente Edgar på en fast aftale. Der er tidligere en del Randers FC-spillere, der har skiftet lidt nordpå til Hobro og haft succes med det, og det håber vi også sker med Edgar. Og så kan det være, at vores veje krydses igen engang i fremtiden, siger Michael Gravgaard.

Randers FC takker Edgar Babayan for indsatsen i den lyseblå trøje og ønsker held og lykke i fremtiden.

Fakta:
Født den 28. oktober 1995
26 kampe og 3 mål for Randers FC
Fik debut mod AaB den 11. november 2013

Skrevet af: Martin Kongsvad Ingvardsen
Foto: Getty