Arbejdssejr i Vendsyssel

Søndag middag gæstede Randers FC Vendsyssel på Nord Energi Arena i Hjørring. Her skulle randrusianerne forsøge at bygge videre på den gode form og indlede en efterårsslutspurt med tre point både i dag og hjemme mod Vejle næste weekend, som potentielt kan få Randers FC til at overvintre i top seks i Superligaen.

Kampen startede ud med at være en taktisk affære. Begge hold skulle lige se hinanden an. Vendsyssel lukrerede indledningsvist på det direkte spil med lange bolde fremad banen, hvorimod de i dagens anledning sortklædte Randers FC-spillere forsøgte at få gang i det etablerede spil. Og efter 10 minutters spil er det lige ved at give pote, da Marvin Egho for forlænget en høj bold videre med hovedet til en fremstormende Mads Aaquist.  På vej ned mod mål får Aaquist et kraftigt skub af en Vendsyssel-forsvarer på kanten af feltet, men Aaquist formåde at blive på benene og fik afsluttet, selvom han var bragt ud af balance. Nicolai Flø i Vendsyssel-målet fik dog pareret skuddet.
Da stadionuret havde rundet de 17 minutter, sendte Nicolai Poulsen formstærke Marvin Egho afsted på højrekanten, som fik smækket et hårdt fladt indlæg ind på tværs af feltet. Østrigeren forsøgte at finde Saba inde i feltet, men bolden lå desværre få centimeter bag georgieren, hvorfor chancen løb ud i sandet.

38 minutter inde i opgøret modtog Saba bolden på kanten af feltet, hvorfra han fik tjippet bolden ind midt i feltet, hvor Egho stod fri. Tæt under mål kom Vendsyysel-keeper Nicoalai Flø hurtigt ud og fik presset Egho i afslutningsøjeblikket. Derfor fik Egho afsluttet lige på målmanden.

Det så længe ud til, at de to mandskaber skulle gå til pause uden at have scoret nogle mål. Men mod 1. halvlegs afslutning skete der pludeslig noget. Jonas Bager fik fra bagkæden sendt en fantastisk aflevering henover venner og fjender og fik dermed sendt Saba i dybden. Georgieren sprintede fra alt og alle, lod bolden hoppe et par gange, og så løftede han bolden henover en fremstormende Nicoali Flø og i mål. Randers FC kunne derfor gå til pause med en fortjent 1-0-føring.

Anden halvleg blev en rodet affære, hvor Randers FC ikke fik produceret de store chancer. Istedet var det hjemmeholdet fra fra Vendsyssel, der jagtede udligningen. I det 90. minut brændte det for alvor på i det randrusianske felt, da Patrik Carlgren måtte redde kastanjerne ud af ilden hele tre gange i træk. Fantastisk trible-redding af den svenske målmand, der dermed var stærkt medvirkende til, at Randers FC kunne tage alle tre point med hjem til Kronjylland denne eftermiddag.

Næste kamp er hjemme mod Vejle lørdag den 15. december kl. 16.00. Billetter til kampen kan købes på https://billet.randersfc.dk og koster kun 20 kroner til de unummererede pladser. Entréindtægten går til Randers Julehjælp.

Kampfakta:

Tilskuertal: 1053

Gule kort: Nicolai Poulsen (Randers FC), Washington Brando (Vendsyssel FF), Mads Aaquist (Randers FC), Lucas Jensen (Vendsyssel FF), Mikkel Wohlgemuth, Kasper Enghardt (Randers FC), Patrik Carlgren (Randers FC)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen (59. Kasper Enghardt), Kevin Conboy – Mads Aaquist, Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze (77. Tobias Damsgaard (85. Simon Graves)), Benjamin Stokke, Marvin Egho

Kampens Randers FC-spiller: Saba Lobjanidze (valgt af fansene via Randers FC-app’en)

Skrevet af: Martin Albrechtsen