André Rømer og Randers FC forlænger samarbejdet

Randers FC og den 26-årige midtbanespiller André Rømer forlænger til sommeren 2024.

Den oprindelige aftale med André Rømer løb til sommeren 2021, men der var gensidig enighed om en forlængelse.

Rømer kom til Randers FC i sommeren 2018 efter et kort ophold i OB. Før det spillede han i FC Midtjylland og kan blandt andet skrive over 100 Superligakampe for midtjyderne på CV’et. Da Rømer skiftede det fynske ud med Randers, var det med ønsket om mere spilletid. Og med en fast plads i startopstillingen i Randers FC er det præcis, hvad han har fået.

– Jeg er utrolig glad for min tid i Randers FC indtil videre. Vi har et rigtig godt sammenhold i truppen, hvor jeg, som en af de erfarne spillere i truppen, har fået både meget spilletid og ansvar, hvilket passer mig rigtig godt. Derfor glæder det mig, at vi er blevet enige om en forlængelse, og jeg er glad for fortsat at kunne være en stor del af af klubbens planer, lyder det fra André Rømer om kontraktforlængelsen.

Den nye aftale glæder også Randers FC’s sportsdirektør Søren Pedersen.

– Vi er rigtig glade for at kunne forlænge med Rømer. Han har indtil nu gjort det rigtig godt, og vi ser meget frem til hans videre udvikling i Randers FC. Rømer betyder meget for holdet både på og uden for banen, og vi forventer, at han fremadrettet skal have endnu mere ansvar end hidtil. Rømer er med sin store viljestyrke og ydmyge adfærd kendetegnet på det, Randers FC gerne vil stå for.

André Rømer fik debut for Randers FC i juli 2018 og har siden spillet 51 kampe for klubben.

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Jan Christensen, Getty Images