Anders ville simpelthen ombord hos Randers FC

I en ny serie – holdet bag holdet – går vi tæt på nogle af de medarbejdere i Randers FC, der ikke har fodboldstøvler på…

I Randers FC er det – ligesom i alle andre fodboldklubber – spillerne, trænerne og sportschefen m.v., der er ansigtet udadtil. Det er dem, fansene hepper på, medierne skriver om og TV-kanalerne bruger sendetid på, ligesom det er dem, der sørger for at forsyne os med den ugentlige dosis af enten skuffelse, frustration, glæde eller eufori. Men en fodboldklub er meget mere end dem, og vi vil her i kampprogrammet gå tæt på nogle af de medarbejdere, der hver dag, hver uge, hver måned, hele året rundt knokler for at få tingene til at fungere i Randers FC.

Denne gang gælder det Anders Hedeager Petersen, der for et år siden startede som salgselev i klubben.

Anders er 31 år og har med tidligere jobs som tømrer, grafisk trykker og trælastsælger et varieret og alsidigt cv, der måske ikke lige pegede i retning af en stilling som salgselev hos en superligaklub.

Men Anders har altid elsket fodbold og i særdeleshed Randers FC, og så må man jo tænke lidt ud af boksen, hvis man gerne vil med ombord på byens fodboldhold.

– Jeg har altid været fodboldgal og tosset med Randers FC og er kommet meget på stadion så længe, jeg kan huske. Også på det gamle Randers stadion, og inden det blev til Randers FC. Dengang, hvor der kun var én tribune, og man stod på gruset og hang op ad stålgelænderet.

– Jeg var afsted, både med mine kammerater, hvor vi har hygget os med et par fadøl, og med min far. Han har egen virksomhed, der var en del af den SkyBox, som Allingåbro IF tidligere havde.

– På et tidspunkt hjalp jeg også Madexpressen i forbindelse med deres leverancer af mad til VIP Loungen på kampdage, hvor jeg blandt andet skar kød, fyldte fade op og så videre.

– Så jeg havde mange gode oplevelser og relationer til Randers FC, og det var selvfølgelig et drømmescenarie at komme til at arbejde i den fodboldklub, som jeg altid har holdt med, fortæller Anders.

Tog en omvej for at realisere drømmen

– Jeg har altid tænkt, at det kunne være fedt at arbejde i Randers FC, så selvom jeg på det tidspunkt havde et godt job som sælger hos en af Randers FCs trofaste sponsorer, XL-Byg Vorupgruppen, valgte jeg for godt et år siden at kontakte klubben om muligheden for et job. Her var meldingen, at de ikke havde nogen ledige stillinger, altså lige bortset fra, at de var på udkig efter en salgselev.

– Jeg besluttede hurtigt, at det ikke skulle være nogen hindring, og tilbød, at jeg godt kunne starte som elev. Det var min investering for at få foden indenfor, fortæller Anders. Den melding kunne Randers FC ikke stå for, og den 1. januar 2018 startede Anders som salgselev i klubben. Elevuddannelsen tager to år og omfatter blandt andet også syv ugers skoleophold på Tradium i Randers.

– Foreløbig har det været en kæmpe fornøjelse, og jeg har aldrig nydt at gå på arbejde så meget, som jeg gør nu. Jeg har fået massevis af ansvar, blandt andet for at pleje 80 af klubbens sponsorer og hjælpe dem til et optimalt udbytte af deres sponsorat, herunder også samarbejdet med kampsponsorerne i forbindelse med en kamp, koordinering af pladser og billetter i SkyLoungen, ligesom jeg har ansvaret for tilmeldinger til de forskellige sponsorarrangementer, som Randers FC arrangerer i årets løb.

– Desuden tager jeg mig af en række forlængelser af sponsorkontrakter samt selvfølgelig også bestræbelserne på at finde nye sponsorer. Sidstnævnte foregår ofte ved opsøgende salg. Nogle gange tager jeg simpelthen min bil og kører rundt til virksomhederne. Jeg synes, at det giver noget ekstra at møde op personligt fremfor bare at ringe.

Sponsorerne vil Randers FC og byen

– Det er selvfølgelig ikke alle, der bare lige siger ja til at blive sponsor, når man kontakter dem, men generelt synes jeg, at opbakningen til Randers FC er fantastisk flot.

– Man kan godt mærke, at et sponsorat i Randers FC ofte bliver tegnet med hjertet, og fordi virksomhederne gerne vil Randers FC og byen, samtidig med at de selvfølgelig også kan se en markedsføringsmæssig værdi for virksomheden ved at blive en del af det unikke fællesskab, der hersker omkring Randers FC.

– Ud over det spændende salgsarbejde og gode samarbejde med sponsorerne får man selvfølgelig også nogle helt særlige oplevelser, når man er ansat i en fodboldklub. Ud over oplevelserne med Randers FC var jeg eksempelvis med på sponsortur til London og Wembley her i efteråret. Her tog Tottenham imod Barcelona i Champions League, fortæller Anders, der udover Randers FC har en enkelt anden favoritklub, nemlig Real Madrid.

Indstillede klubben til ”Årets elevplads”

At Anders stortrives i Randers FC, blev også understreget, da han tidligere på året indstillede Randers FC til titlen ”Årets elevplads”. Her var klubben med helt fremme i kampen om titlen men måtte se sig slået på målstregen.

– Baggrunden for, at jeg indstillede klubben, er dels de spændende opgaver og det store ansvar, jeg har fået. Men det skyldes også det helt specielle sammenhold og den korpsånd, der hersker i klubben, hvor alle lytter til og respekterer hinanden uanset rolle i klubben.

– Det skaber et åbent og godt miljø og arbejdsklima, hvor man aldrig er bange for at byde ind med forslag og idéer, fortæller Anders, hvis egen fodboldkarriere toppede i serie-3 hos Allingåbro Idrætsforening, hvor han fortsat sidder i bestyrelsen i fodboldafdelingen, mens den aktive del nu udfoldes på Old Boys-mandskabet hos Rougsø FF.

– Hos Allingåbro IF arrangerer vi et par store, årlige indendørs fodboldstævner med deltagere fra det meste af Danmark, hvor jeg også er meget engageret. Desuden er jeg tovholder for den store motorfestival i byen, der virkelig sætter Allingåbro på landkortet. Det er en kæmpe festival, der blandt andet kræver mere end 90 frivillige til at passe forskellige poster. Så jo, jeg har rigeligt at se til, smiler Anders.

Vil gerne fortsætte i klubben

Anders er færdiguddannet den 1. januar 2020, og han håber, at han derefter får mulighed for at fortsætte i klubben.

– Lige nu kan jeg overhovedet ikke forestille mig at skulle lave andet end at arbejde for Randers FC. Det er virkelig det her, jeg brænder for, og jeg nyder det hele.

– Så jeg håber da bestemt, at der er plads til mig, når jeg er færdig som elev om et års tid.

– Men her er det vel lidt ligesom spillerne på fodboldbanen. Skal kontrakten forlænges, skal der præsteres ude i marken. Så det agter jeg at gøre, slutter Anders, der apropos dagens modstander fra Vejle Boldklub rent faktisk er født på Vejle sygehus, da hans forældre dengang boede i en lille by lidt uden for Vejle.

Men det er lang tid siden, og heldigvis blev Anders’ fodboldhjerte sidenhen lyseblåt…

Skrevet af: Jesper Bøss