Altmuligmanden Ferhat er guld værd på træningslejren

På Randers FC’s træningslejr har der været et nyt ansigt med i forhold til, hvad der plejer. Nemlig 35-årige Ferhat Alici, der til daglig arbejder for Randers FC Konference. Han er i år med på træningslejr som alt-mulig-mand, holdleder og hjælper til i forhold til træning og praktiske ting på turen.

Han er født i Danmark, men er af tyrkisk afstamning, så det gav god mening at tage ham med på træningslejren, da han udover at være hårdtarbejdende også taler tyrkisk.

– Ferhat er guld værd at have med på sådan en tur. Udover at være virkelig hårdtarbejdende og serviceminded, så gør det også bare alting lettere, at han taler sproget og uden besvær kan interagere med hotelpersonale, banefolk og andre hernede. Derudover er han socialt også god til at tale med alle, der er med på turen og er især opmærksom på at hjælpe ungdomsspillerne. Vi skal huske at rose hinanden noget mere, når der er grund til det, og ros fortjener Ferhat virkelig for sin indsats, ligesom vores holdledere derhjemme gør for deres store indsats til daglig, siger sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.

Selv er Ferhat meget ydmyg omkring sin rolle.

– Jeg er virkelig glad for at have fået muligheden for at komme med på turen. Det er spændende at være en del af det hele og være helt tæt på Superliga-holdet, men samtidig også hjælpe de unge spillere, der er med. Det har været en dejlig, men også hård tur. Jeg elsker at knokle på, og det har jeg fået muligheden for. Med mit kendskab til Tyrkiet og det tyrkiske sprog har jeg kunnet hjælpe med mange ting. Den anden dag skulle jeg blandt andet finde en restaurant til spillerne, der gerne ville lidt væk fra hotellet. Derudover har der meget dialog med både hotelpersonale og ifht. baneplanlægning, hvis der skal ske ændringer. Så har det hjulpet, at jeg har kunnet tale samme sprog.

Hjemme i Danmark er han ansat hos Randers FC Konference, hvor han har arbejdet siden januar 2016. I konferencen sørger han blandet andet for klargøring og afholdelse af arrangementer, som også inkluderer Randers FC’s hjemmekampe. Han skulle dog ikke bruge lang tid til at takke ja til at tage med til Belek.

– Jeg vil gerne hjælpe til, hvor jeg kan. Randers FC er blevet et vigtigt holdepunkt i mit liv, og jeg vil gerne vide så meget om klubben som muligt. Derfor er jeg også virkelig stolt over at få lov til at komme med på turen og bidrage til at hjælpe holdet. Det har været en stor oplevelse, og jeg vil gerne takke holdlederne derhjemme for at have klædt mig godt på til at klare opgaven , siger Ferhat.

Rent fodboldmæssigt holder han udover Randers FC med Fenerbahce i sit andet hjemland. Derudover spiller Ferhat i moderklubben Hornbæk SF.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Randers FC