Allansson stopper i Randers FC

Den svenske midtbanespiller Joel Allansson forlader til nytår Randers FC efter fire år i klubben.

Der har i de seneste år været en del svenske spillere forbi Randers FC. En af dem er 26-årige Joel Allansson, der kom til klubben i januar 2015 fra den svenske storklub IFK Göteborg. Han forlader nu klubben ved udgangen af året efter fire år, 85 kampe og tre mål i Randers FC-trøjen.

– Der er sket en masse på de fire år, men alt i alt har jeg haft en rigtig god tid i Randers FC. Jeg vil tage en masse gode minder med herfra både på og uden for banen. For udover at have spillet fodbold, så er jeg også blevet gift og har fået barn, mens jeg har været i Randers. Det har været hårdt at slutte af med at være skadet og ikke kunne bidrage til holdet i den sidste periode, men hele klubben har dog været gode til at hjælpe mig, og det er jeg virkelig glad for. Nu venter der nye udfordringer for mig, og jeg ønsker al det bedste for klubben, fansene og byen, siger Joel Allansson.

I det første halvandet år i Randers FC blev det til sparsomt med spilletid for Allansson i Randers FC. Det var først i sæsonen 2016/17, at den teknisk stærke midtbanespiller bed sig fast med 28 kampe Superligakampe, heraf de 25 fra start. Siden er han blevet kendt som en spiller, der er dygtig på bolden med høj spilintelligens og energi. I sommer forlængede han og Randers FC kontrakten for et halvt år, men Allansson har desværre døjet med en skade i de sidste par måneder og har ikke kunnet bidrage på banen.

– Joel har været et rigtigt godt bekendtskab i Randers FC. Han er en dygtig spiller og en helt igennem fantastisk fyr, som altid har ydet sit bedste for holdet. I den nuværende trup er han en af dem, der har været her længst tid, så han har oplevet en del på godt og ondt. De sidste måneder har desværre været ødelagt af en skade for ham, men han har kløet på alligevel og mødt ind med hovedet højt. Han er utroligt vellidt i hele organisationen, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover, lyder det fra kommerciel og sportslig direktør Søren Pedersen.

Joel Allansson sluttede Randers FC-tiden af med at spille 7 kampe i indeværende sæson og scorede endda i hvad, der viste sig at blive hans sidste kamp for klubben i denne omgang – nemlig den 15. september ude mod FC Nordsjælland.

Kom og sig farvel til Joel på stadion inden kampen mod Vejle. Billetter til kampen koster kun 20 kroner – og entréindtægten går til Randers Julehjælp.
Køb din billet på https://billet.randersfc.dk

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images