Alexander Fischer skifter til Viborg FF

Efter otte år i Randers FC skifter Alexander Fischer til Viborg FF.

Når man har spillet otte år i samme klub, så har man prøvet lidt af hvert. Det gælder også for Alexander Fischer, der kom til Randers FC fra Lyngby i sommeren 2009. Siden da er det blevet til pokalfinaledeltagelse, bronzemedaljer, nedrykning, oprykning, europæiske kampe og mange andre oplevelser.

Nu er det dog blev tid til et nyt kapitel for den 30-årige spiller. Sidste sæsons Alka Superliga-nedrykkere Viborg FF bliver næste destination.

– Da jeg kom til klubben havde jeg vel nok ikke regnet med, at jeg skulle ende med at blive her i otte år. Jeg er jo tæt på at være blevet randrusianer, lyder det med et smil fra Alexander Fischer.

230 kampe og 12 mål blev det til i Randers FC-trøjen – og udover det en masse gode minder.

– Derfor har det også været en virkelig svær beslutning at tage, for jeg har jo haft det fantastisk i klubben. Jeg har mange gode minder og har opbygget rigtig gode venskaber i klubben, men udsigten til at kunne spille fast har vægtet højt, så derfor har jeg valgt at tage videre og glæder mig også til den nye udfordring. Jeg vil gerne takke alle i og omkring Randers FC for en masse gode år, og jeg håber alt det bedste for klubben i fremtiden, siger Fischer.

I Randers FC er det også med vemod, at man siger farvel til en loyal spiller, der har haft stor betydning både på og uden for banen.

– Alexander Fischer er en højt skattet spiller, som har betydet meget i de sidste mange år i Randers FC. Han var den i truppen med længst anciennitet og er blevet en kulturbærer i klubben, så det var ikke en nem beslutning at skulle sige farvel. Det er dog ikke blevet til den ønskede spilletid i det sidste stykke tid, og derfor giver det mening for ham at komme til Viborg. Vi kommer til at savne ham på banen, hvor han altid har ydet sit bedste og kæmpet for den lyseblå trøje, men også uden for banen, hvor han virkelig har haft stor betydning for klubben, lyder det fra Randers FC-direktør Michael Gravgaard.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Getty