Årets kollega i Randers FC 2020 er…

Sidste år blev Anders Hedeager Petersen den første modtager af titlen og hæderen som ’Årets kollega’ i Randers FC-organisationen. Nu hvor 2020 er ved at nå til vejs ende, er det på tide at lade æresbevisningen gå videre.

Først og fremmest skal det pointeres, at vi er stolte over alle medarbejderes bidrag til fællesskabet i klubben uanset om man arbejder i sporten, administrationen, sporten, konferencen eller jobakademiet.

Vi vil dog gerne hædre én, der har gjort en ekstraordinær indsats i det forgange år, hvilket flere af medarbejdere jer har bemærket og derfor også har indstillet vedkommende.

”Kæmpe indsats. Altid godt humør. Siger aldrig nej, og sætter altid andres behov foran sine egne. En gennemført god fyr,” lyder nogle af skudsmålene fra én kollega – mens en anden skriver følgende,

”Han er et godt eksempel på, at det er lysten, der driver værket. Han lægger masser af interessetimer i sit arbejde og nyder virkelig at være en del af Randers FC. Derudover er hans venlige væsen noget alle sætter stort pris på – også selvom det nok kan være en hæmsko for ham af og til, da han åbenbart ikke har ordet nej i sit vokabularium…”

En tredje skriver: ”Titlen kunne også være årets gentleman, for jeg tror altså ikke jeg kender nogen der er så høflig, veltalende, tålmodig og helt gammeldags venlig, som ham. Roser man ham, roser han fluks tilbage. Roser man igen, takker han for, at man siger det til ham. Om det er bolddrenge, sæsonkortholdere, journalister, sponsorer eller hvem ved jeg, som han taler i telefon med, er han altid høflig. Jeg synes, han er et stort aktiv for Randers FC og for kontoret. De få gange, hvor han er ”på slap line”, er det også kun på en meget positiv måde, og han kan snakke med alle.

Årets kollega i Randers FC er kommunikationsmedarbejder Martin Albrechtsen.

Stort tillykke med hæderen, ”Mac”! Du lægger en kæmpestor indsats i dit arbejde i klubben, og det er vi taknemmelige for.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Kristian Fredslund