6 spillere på rundens hold

Seks Randers FC-spillere har fundet vej til rundens hold hos hhv. Superliga.dk, Offside og Tipsbladet efter søndagens fantastiske 2-1 sejr over FC København og Top 6-bedrift. 

Simon Graves Jensen og Simon Piesinger er begge på rundens hold hos Superliga.dk (Divisionsforeningens) rundens hold efter 22. og sidste spillerunde af grundspillet i 3F Superligaen, mens TV3 Sports Offside-hold har valgt hele fire kronjyske spillere til deres udgave af rundens hold. Patrik Carlgren, Erik Marxen, Lasse Berg Johnsen og Mathias Greve er således på holdet, som Kenneth Emil Petersen præsenterede mandag.

Desuden er Simon Graves og anfører Erik Marxen også at finde på rundens hold hos Tipsbladet, der skriver følgende om de to spillere:

– Simon Graves er slet ikke højre back, men han udfyldte rollen på fornem vis mod FC København. Randers-spilleren var hele tiden opmærksom, og det var ikke meget ballade, Rasmus Falk fik lov til at lave.

– Han har prøvet at misse mesterskabsspillet mange gange, men nu fik Erik Marxen endelig lov til at juble. Og hvis der er nogen, der har en aktie i Randers FC’s top seks-placering, er det anføreren, der igen spillede en fin kamp søndag. Han kæmpede og fightede, indtil han måtte udgå efter 77 minutter.

Skrevet af: Martin Albrechtsen