3-0-nederlag til stærkt FCN-hold

Det blev desværre til et 3-0-nederlag i Farum her til aften, da Randers FC mødte FC Nordsjælland.

Kampens første minutter foregik mest på Randers FC’s banehalvdel, dog uden at FC Nordsjælland formåede at blive farlige. Men efter 5 minutters spil fik vi kampens første chance, da Tosin Kehinde lagde bolden ind til Emil Riis i feltet, der netop headede forbi højre stolpen.

Efter 8 minutter fik FC Nordsjælland så deres første reelle chance – og en stor en af slagsen. Mikkel Damsgaard fik bolden lige foran mål og skulle faktisk bare sparke den ind, da Patrik Carlgren var sat af i målet, men nordsjællænderen sparkede bolden på overliggeren.

Og kort tid efter sparkede Mikkel Rygaard til bolden langt udefra, men Patrik Carlgren fik handskerne på og sendte bolden til hjørnespark.

FC Nordsjælland fortsatte med at presse Randers FC tilbage på den sidste tredjedel af banen.

Men efter de famøse 20 minutters spil fik Randers FC lidt bedre fat og kom længere frem på grønsværen. En chance blev det også til, da Tosin Kehinde sparkede på mål, men bolden gik desværre lige forbi venstre stolpe.

For FC Nordsjælland blev det også til en stor chance mere i den sidste del af første halvleg. Ibrahim Sadiq sparkede på mål midt i højre side af feltet, men fik heldigvis for Randers FC ikke ordentligt træf på bolden og sparkede ved siden af mål.

Det forblev dog 0-0 ved pausen, efter en første halvleg hvor vi måtte erkende, at FC Nordsjælland både havde haft mest boldbesiddelse og flest chancer.

Anden halvlegs første chance fik Mikkel Kallesøe med et hårdt skud fra distancen, men han sparkede desværre lige på FC Nordsjælland keeper, Nicolai Larsen, der dog havde lidt problemer med at holde bolden.

Efter cirka et kvarter af anden halvleg gik den desværre ikke længere for Randers FC. Mikkel Rygaard slog bolden indover til Mohammed Kudus, der sikkert sparkede bolden i det fjerne nederste målhjørne. 1-0 til FC Nordsjælland.

Randers FC forsøgte at følge hurtigt op, da Tosin Kehinde kort efter endnu en gang sparkede på mål, men Nicolai Larsen fik hænderne på, og der kom desværre ikke en Randers FC-spiller til returbolden.

Det skulle desværre kun tage FC Nordsjælland syv minutter at udbygge føringen. Mikkel Damsgaard gjorde det til 2-0 med et flot hug flere meter uden for feltet.

Og efter 70 minutters spil blev indskiftede Isaac Atanga spillet op af Mads Tychosen og gjorde det til 3-0.

Vito Hammershøy-Mistrati forsøgte sig på en reducering med et spark fra distancen, bolden gik dog endnu en gang for Randers FC lige forbi stolpen.

I kampens døende minutter drev Mikkel Kallesøe bolden fremad banen og afleverede til Alhaji Kamara i feltet, men det nordsjællandske forsvar stod imod.

Kampens dommer fløjtede kampen af med stillingen 3-0 på måltavlen. Det blev desværre en kamp, hvor Randers FC aldrig fik bidt sig fast og måtte se sig slået af en bedre modstander på dagen.

Kampfakta:

FC Nordsjælland vs. Randers FC

Startopstillingen med ændringer:

Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Simon Piesinger, Erik Marxen, Kevin Conboy – Tosin Kehinde (69. Frederik Lauenborg), André Rømer, Vito Hammershøy-Mistrati, Mikkel Kallesøe – Emil Riis (71. Alhaji Kamara), Marvin Egho (75. Björn Kopplin)

Gule kort: Emil Riis (Randers FC), Ibrahim Sadiq (FC Nordsjælland)

Tilskuertal: 1441

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Lars Ronbog, Getty Images