2-1 sejr i første træningskamp

Randers FC spillede i dag sæsonens første træningskamp mod det sjællandske 1. divisionshold FC Helsingør.

Første halvleg startede stille og roligt uden store chancer til nogle af holdene. Undervejs hev Patrik Carlgren dog flere gode redninger op af hatten, hvorfor han var medvirkende til at holde kampen på status quo. Derfor kunne dommeren fløje til en velfortjent pause ved stillingen 0-0.

Til gengæld kom Randers FC meget bedre ud efter pausen. Kort tid efter anden halvejs begyndelse fik kronjyderne hjørnespark. Med sit venstreben svingede Jesper Lauridsen bolden mod nærmeste stolpe, hvor Emil Riis’ pandebrask kom højest mellem venner og fjender. Dermed kunne vores frontangriber heade bolden ind til en 1-0-føring.

Sølle 5 minutter skulle der gå, før Randers FC bragte sig 2-0. Simon Piesinger fik plads på kanten af feltet, hvilket betød, at vores østrigske islæt kunne fordoble målscoren med et flat venstrebensspark.

Med 10 minutter igen fik FC Helsingør reduceret. Carlgren pillede i første omgang en Helsingør-afslutning, men på den efterfølgende ripost kunne Mateo Aramburu prikke bolden i et tomt mål.

Undervejs foretog Thomas Thomasberg en række indskiftninger, der betød, at flere unge spillere fik chancen. På fornem vis kunne Randers FC-talenterne køre sejren hjem, hvorfor den første træningskamp således endte i slutresultatet 2-1.

Kampfakta
Randers FC – FC Helsingør 2-1 (0-0)
1-0 Emil Riis (50.)
2-0 Simon Piesinger (55.)
2-1 Mateo Aramburu (79.)

Startopstilling med ændringer undervejs: 
Patrik Carlgren, Mikkel Kallesøe (45. Björn Kopplin), Simon Graves (70. Mikkel Brund), Erik Marxen (45. Mathias Nielsen), Jesper Lauridsen (80. Aske Adelgaard), Simon Piesinger (60. Issa Salou), Andre Rømer (45. Frederik Lauenborg), Tobias Klysner (65. Karl Leth), Mathias Greve (80. Christoffer Petersen), Vito Hammershøy-Mistrati (65. Oliver Bjerrum), Emil Riis (60. Anton Søjberg)

Skrevet af: Christian Bundgaard Larsen