2-1-nederlag i Silkeborg

Det endte desværre med et 2-1-nederlag til Silkeborg IF, da Randers FC gæstede Jysk Park her til eftermiddag.

Randers FC kom fint ud af starthullerne og var flere gange ved at spille sig til chancer i løbet af kampens første minutter, men indlæggene sad desværre ikke helt i skabet fra kampens start.

Efter få minutter blev Randers FC også holdet med kampens første afslutning, da Tosin Kehinde sparkede på mål langt udefra, men desværre lige i favnen på Silkeborgs Rafael Pérez. 

Men den ellers fine start holdte desværre ikke længe for Randers FC. Efter 13 minutter gjorde Silkeborgs Nicolai Vallys det nemlig til 1-0 for hjemmeholdet, da han sparkede bolden i mål på en kort clearing af Simon Piesinger.

Kort efter spillede Randers FC sig dog til en fin chance i forsøget om en hurtig udligning. Björn Kopplin sparkede mod mål lige udenfor feltet, dog lige over målrammen.

Efter 18 minutters spil, var det lige ved at ligne en udligning, da anfører Erik Marxen lagde et farligt hjørnespark ind til den forreste stolpe. Minuttet senere gjorde Randers FC dog alvor af truslen, da Vito Hammershøy Mistrati udlignede til 1-1, med et flot hug flere meter ude fra feltet. Vito sparkede et fladt skud helt ud i højre hjørne af målrammen, hvor bolden lige kyssede stolpen på sin vej til netmaskerne. Meget lig midtbanespillerens mål mod SønderjyskE i sidste runde af 3F Superligaen.

Få minutter senere var Vito endnu en gang på spil, da han tog bolden med ind i det lille felt, og afleverede til Alhaji Kamara, der dog ikke fik ordentligt træf på bolden.

Den sidste tredjedel af første halvleg bølgede spillet frem og tilbage. Randers FC forsøgte at øge presset, men Silkeborg IF forsvaret stod meget kompakt, og gjorde det svært for det kronjyske mandskab at spille sig i gennem. Dermed gik holdene til pause med stillingen 1-1.

Silkeborg IF kom aggressivt ud til 2. halvleg, og spillede sig hurtigt til halvlegens første store chance, men Patrik Carlgren kom i vejen.
Der gik dog ikke længe, før Silkeborg IF igen blev farlige da Jeppe Okkels, lige uden for feltet, sparkede til bolden, der gik forbi Patrik Carlgren i buret, og Okkels gjorde det dermed til 2-1 til hjemmeholdet.

Efter 2-1-målet kom Randers FC lidt længere frem på banen og begyndte at lægge et tryk på Silkeborg IF, men de randrusianerne havde stadig svært ved at finde hullerne i Silkeborgs defensiv.

Men halvvejs i anden halvleg havde Silkeborg IF vundet kontrollen af kampen, og de så i perioder ekstremt farlige ud, i takt med at Randers FC havde svært ved at få det til at hænge ordentligt sammen.

Med et lille kvarter tilbage af kampen kom, der et lille bid tilbage fra Randers FC. Saba Lobjanidze sparkede på mål, og på returbolden stod Marvin Egho klar. Østrigeren sparkede faktisk også bolden i mål, men dommeren fløjtede desværre for offside.

Og herfra så det svært ud for Randers FC, der forgæves forsøgte at komme tilbage i opgøret.

To minutter inde i overtiden fik Marvin Egho bolden i fødderne inde midt i feltet, og fik afsluttet, men meget typisk for kampen desværre lige over målrammen.

Det skulle blive Randers FC’s sidste chance i opgøret, som endte med et 2-1-nederlag til Silkeborg IF.

Kampfakta:

Silkeborg IF vs. Randers FC

Startopstillingen med ændringer:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Simon Piesinger, Mathias Nielsen, Erik Marxen – Mikkel Kallesøe, André Rømer, Frederik Lauenborg (10. Vito Hammershøy-Mistrati), Tosin Kehinde (45. Tosin Kehinde) – Marvin Egho, Alhaji Kamara (73. Emil Riis)

Gule kort: Patrik Carlgren (Randers FC), Nicolai Vallys (Silkeborg IF), Filip Lesniak (Silkeborg IF)

Tilskuertal: 1984

Kampens spiller: Vito Hammershøy-Mistrati (valgt af fansene via appen)

Skrevet af: Helena Lillelund
Foto: Rene Schutze, Getty Images