2-1-nederlag i sæsonens første kamp

Søndag middag fik Randers FC sparket gang i den nye sæson af 3F Superligaen, da vi på udebane mødte SønderjyskE.

Randers FC stillede til start med to debutanter i startopstillingen, idét østrigske Simon Piesinger og Vito Hammershøy-Mistrati indledte kampen for de i dagens anledning sortklædte Randers FC-spillere.

Begge mandskaber kom ud til kampen med et chanceskabende og offensivt udtryk. Kampens første gode mulighed opstod efter fem minutters spil, hvor SønderjyskE fik kombineret sig igennem. En stikning i dybden endte hos Mart Lieder i højre side af feltet. Han blev dog presset i afslutningsøjeblikket, og chancen blev ikke for alvor stor.

Efter 10 minutters spil slog Mikkel Kallesøe et hårdt indlæg langs græsset fra højrekanten ind i SønderjyskEs felt. De sønderjyske forsvarsspillere fik clearet bolden ud af egen zone, men Randers FC-spillerne vandt dog hurtigt bolden igen, og i det efterfølgende angreb var gæsterne fra Kronjylland lige ved at bringe sig foran, da Saba Lobjanidze forsøgte at skrue bolden op i det fjerneste hjørne. Bolden gik dog lige et par meter forbi bagerste stolpe. Da kampen var 25 minutter gammel, forsøgte Vito Hammershøy-Mistrati sig med et langskud 25 meter fra mål. Bolden gik dog nogle meter over mål.

Som 1. halvleg skred frem satte SønderjyskE sig mere og mere på kampen, hvilket også udmøntede sig i chancer til hjemmeholdet. Blandt andet sendte Rojas et nærgående forsøg i sidenettet. Chancen var et varsel om, hvad der ventede. For angrebet efter lykkedes det for SønderjyskE at få nettet til at blafre.

Christian Jakobsen tog chancen fra kanten af feltet og sparkede bolden hårdt over mod det lange hjørne, hvor Patrik Carlgren, selvom han fik handsken på, ikke kunne forhindre scoringen.

I det 36. minut sendte Rilwan Hassan et giftigt indlæg mod bagerste stolpe. Piesinger kom heldigvis på tværs og fik reddet kastanjerne ud af ilden med sin tackling i allersidste sekund. Ellers havde bolden havnet ved en fuldstændig fri Mart Lieder. Derfor gik de to hold til pause ved stillingen 1-0.

Anden halvleg startede som lyn og torden, da hjemmeholdet fik en kæmpe chance for at bringe sig foran med 2-0 efter fem minutter. Det var Mart Lieder som alene med Carlgren brændte på det skammeligste. To minutter senere havnede bolden hos Frederik Lauenborg, efter godt presspil fra Randers FC, hvorefter han på smukkeste vis med en stikning i dybden fandt Marvin Egho. Alene med SønderjysKe-keeperen svigtede Egho ikke og scorede stensikkert sit første sæsonmål og bragte balance i regnskabet med 1-1.

Stillingen holdt desværre ikke længe. I kølvandet på et SønderjyskE pres havnede bolden nemlig midt i feltet til en helt fri Marco Rojas, der nemt kunne sparke bolden i kassen til 2-1 til SønderjyskE i det 64. minut.

Glædeligt var det dog, at Mathias Nielsen blev skiftet ind til sin debut for Randers FC. Han positionerede sig i midterforsvaret ved siden af Marxen, mens Piesinger blev skubbet op på midtbanen.

Alligevel var det SønderjyskE, som kunne lukke kampen, da de i det 78. spilleminut skabte en stor dobbelchance. Patrik Carlgren præsterede dog en fænomenal dobbeltredning i Randers-målet, og holdte på den måde liv i håbet om, at kronjyderne kunne udligne. Selvom Saba havde et par gode skudmuligheder mod kampens afslutning, lykkedes det ikke for Randers FC at komme tilbage i kampen. Derfor indleder vi sæsonen med et 2-1 nederlag til Sønderjyske i en kamp, hvor der var gode takter undervejs.

Næste opgave venter om en uge hjemme på Cepheus Park Randers søndag kl. 16:00 mod Brøndby IF.

Kampfakta:

SønderjyskE – Randers FC 2-1 (1-0)

1-0: Christian Jakobsen (30)
1-1: Marvin Egho (52)
2-1: Marco Rojas (64)

Gult kort: Frederik Lauenborg, Marvin Egho, Erik Marxen, Vito Hammershøy-Mistrati,

Tilskuertallet: 4734


Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Björn Kopplin, Erik Marxen, Simon Piesinger, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe (86. Benjamin Stokke), Vito Hammershøy-Mistrati, Frederik Lauenborg (75. Mathias Nielsen), Saba Lobjanidze – Emil Riis (62. Kamara), Marvin Egho

 

 

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images