10 skarpe til midtbanegeneralen

Tidligere i denne uge satte vi os ned med midtbanegeneralen André Rømer for at lære ham lidt bedre at kende. Han blev stillet 10 skarpe spørgsmål, og du kan læse hans svar herunder.

1. Hvis du ikke var blevet professionel fodboldspiller, hvad havde du så lavet i dag?

– Det er et godt spørsmål, for jeg har faktisk aldrig overvejet andet end fodbold. Jeg var ikke så glad for at gå i skole, så skulle jeg på et tidspunkt have valgt, var jeg nok gået den håndværksmæssige vej – eksempelvis taget en uddannelse til tømrer.

2. Hvem er den største bisse til træning?

– Det må være Simon Graves. På et tidspunkt sammenlignede “Bertel” (assistenttræner Rasmus Bertelsen, red.) ham med vores tidligere spiller Jonas Bager, der var kendt for at gå ekstra hårdt til den til træning, så siden har Graves vel siddet på den titel.

3. Hvem er den sjoveste i omklædningsrummet?

– Ifølge ham selv er det Marvin Egho. Han synes i hvert fald rigtig godt om sine egne jokes, som han selv griner meget af. Men mit bud er faktisk Simon Piesinger. Han kan godt være lidt stille og undervurderet, hvad det angår, men han kommer ofte med nogle sjove guldkorn, når han endelig siger noget.

4. Dit foreløbigt største øjeblik som fodboldspiller?

– Det må være, da jeg var med til at vinde det danske mesterskab med FC Midtjylland, hvor jeg ovenikøbet scorede i den kamp, hvor vi sikrede os titlen. Det var mod FC København. For FC Midtjylland var jeg også med til at slå Manchester United. Det var også et stort øjeblik.

5. Hvem er din favoritklub – ud over Randers FC – og hvorfor?

– Det er AC Milan, som jeg har fulgt, siden jeg var dreng. Dengang havde de verdens bedste fodboldhold, som jeg som knægt så op til og prøvede at spejle mig meget i. Udover AC Milan har jeg også et godt øje til Real Madrid.

6. Hvad laver du i din fritid? 

– Ikke så meget, udover at være sammen med min familie. Vi har to små børn, så dem bruger jeg tiden på.

7. Hvad vil du helst se på TV – altså udover fodbold – og hvorfor? 

– Jeg elsker serier, så man indimellem bare kan tage en slapper på sofaen og se en masse afsnit. Jeg foretrækker klart serier fremfor film.

8. Favorit feriedestination?

– Jeg har ikke en egentlig favoritdestination, men jeg har været i USA en enkelt gang og kunne godt tænke mig at komme derover igen.  Derudover har vi nogle venner, der har et sommerhus i Malaga i Spanien, som vi har besøgt nogle gange. Der er også skønt, og så er det jo nemt med børnene.

9. Hvilken person vil du allerhelst møde – og hvorfor?

– Hhhmm… Den er svær. Jeg kan ikke lige komme på nogen, som jeg har tænkt på, at jeg gerne vil møde. Heller ikke på fodboldbanen, hvor jeg med FC Midtjylland også prøvede at være oppe mod nogle udenlandske stjerner. Men jeg har aldrig været “starstruck” eller gået op i at bytte trøjer eller lignende.

10. Hvilken slags musik lytter du til – og hvorfor? 

– Når jeg selv kan vælge, er det helt klart rockmusik, dog uden at det skal være alt for hårdt. Derhjemme er det primært fruens playliste med blød pop, der kører. Her får jeg ikke lov til at sætte rockmusik på.

 

Husk at se med når Rømer og resten af holdet tørner sammen med AaB iaften kl. 19.00. Kampen kan ses på TV3 Sport og ViaPlay.

Skrevet af: Cecilia Anna Maul Pedersen
Foto: RANDERS, DENMARK - SEPTEMBER 20: Live image from the Danish 3F Superliga match between Randers FC and AGF Arhus at Cepheus Park Randers on September 20, 2020 in Randers, Denmark. (Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)