1-1 efter hård fight

Der blev kæmpet for sagerne, men Randers FC måtte nøjes med 1-1 mod SønderjyskE i Superligaens 13. spillerunde.

Kampens første optræk til en chance kom efter fem minutter, da Mads Aaquist fra baglinjen slog bolden mod bagerste stolpe. Her havde Emil Riis indfundet sig, men indlægget var akkurat for højt til, at den unge angriber kunne få træf på bolden.

Der blev gået til den fra start – og nogle gange også gået for meget til den. Efter 9 minutters spil bankede SønderjyskE’s Mart Lieder, uden at vise hensyn, direkte ind i Nicolai Poulsen, der skulle heade til bolden. Den hollandske angriber gik ikke efter bolden, men torpederede direkte ind i Randers FC-anførerens hoved. Efter lidt behandling blev han dog klar igen.

Randers FC var klart bedst i kampens indledning og med optræk til gode muligheder både i åbent spil, på omstillinger og via dødbolde.

Og netop en dødbold gav en 1-0-føring til Randers FC. Et indøvet hjørnespark endte hos Jonas Bager ved bagstolpen, der headede retur i feltet, hvor Nicolai Poulsen sparkede bolden ind – med venstrebenet endda. Første gang, at den energiske midtbanespiller scorer på hjemmebane i en Superliga-kamp, og hans fjerde scoring nogensinde i Randers FC-trøjen.

Det hårde spil fortsatte i duellerne midt på banen. Nicolai Poulsen var indblandet i størstedelen af duellerne og skubbede for alvor brystet frem i opgøret mod sønderjyderne, hvor han og André Rømer dannede en solid midterakse.

Efter 33 minutter førte et hurtigt angreb en stor chance med sig. Mads Aaquist blev sendt i dybden og forsøgte at stoppe op og komme på skudhold, men blev bremset. Han fik dog afleveret bagud til Emil Riis, der resolut trykkede, men forsøget røg desværre kort forbi mål.

Stor chance blev det også til af flere omgange efter 39 minutter, hvor både Saba Lobjanidze, André Rømer og Emil Riis fik trykket af, men SønderjyskE-forsvaret fik blokeret i alle tre tilfælde, inden bolden røg ud til hjørnespark.

Anden halvleg startede med muligheder i begge ender. SønderjyskE med et langskud fra Niki Zimling, og Randers FC med gode kombinationer i sønderjydernes felt, der dog ikke førte til mål.

Efter 63 minutter kom der så en udligning ud af ingenting. Randers FC fik ikke sparket en stikning væk, og så endte bolden for fødderne af indskiftede Johan Absalonsen, der sparkede bolden fladt ind bag Patrik Carlgren.

Med 13 minutter var det tæt på, at Benjamin Stokke kom på tavlen for anden hjemmekamp i træk. En god bolderobring af indskiftede Frederik Lauenborg førte til et angreb, hvor han lagde den fladt til rette for den norske angriber. Stokke fik afsluttet, men en SønderjyskE-forsvarer kastede sig ned i bolden og blokerede dermed skuddet.

Der kom ikke flere mål i kampen, der altså 1-1.

Startopstilling (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy (46. Tobias Damsgaard) – Mads Aaquist (68. Frederik Lauenborg), André Rømer, Nicolai Poulsen, Saba Lobjanidze – Benjamin Stokke, Emil Riis (82. Marvin Egho)

Advarsler: Mart Lieder (SønderjyskE), Mads Aaquist (Randers FC), Kees Luijckx (SønderjyskE), Benjamin Stokke (Randers FC), Frederik Lauenborg (Randers FC), Marcel Rømer ( SønderjyskE)

Tilskuertal: 3523
Kampsponsor: Verdo
Kampens spiller (kåret af tilskuerne via Randers FC-app’en): Nicolai Poulsen

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images