Tak for et godt fan-arrangement

Randers FC afholdte tirsdag aften et ekstraordinært fan-arrangement på BioNutria Park Randers. Her kunne fans ytre meninger, komme med inputs og stille spørgsmål til Michael Gravgaard og First team coach, Rasmus Bertelsen. Arrangementet blev afholdt i en sober og konstruktiv tone, hvor der blandt andet blev drøftet trænerskifte, transfervindue og træningslejr.

– Igår aftes havde jeg den fornøjelse af af at være vært for et fantastisk fanarrangement. Jeg var akkompagneret af Michael Gravgaard og Rasmus Bertelsen som brugte knap 3 timer på at besvare spørgsmål fra et nysgerrigt og veloplagt publikum. Vi kom igennem en lang række emner, heriblandt det pointfattige efterår, backstage og det kommende transfervindue. På baggrund af den nuværende stilling i Alka Superligaen, var der, forståeligt nok, en noget skeptisk stemning. Men det var mit indtryk, at langt de fleste forlod arrangementet med tro på bedre tider. Derudover fik vi også drøftet den aktuelle situation i fanmiljøet, som også har lidt under de svingende præstationer på banen. I min optik bør dette ikke have nogen indflydelse på engagementet og opbakningen på lægterne.

– Jeg kan notere mig at vores sidste hjemmekamp mod FC Midtjylland var et absolut lavpunkt, og et skræmmebillede på hvad vi skal bevæge os væk fra. Nu vil jeg i samarbejde med den øvrige medarbejderstab og spillertrup, bruge de næste par måneder på at knokle videre på det hårde arbejde som ligger forude. Så kommer vi forhåbentlig styrket tilbage til foråret. God jul og godt nytår – vi ses til Januar

/Daniel Svane

Skrevet af: Daniel Svane
Foto: Randers FC