Reserveliga-nederlag mod AGF

Mandag eftermiddag stod der lokalderby på menuen, da rivalerne fra AGF gæstede BioNutria Park Randers i sæsonens første reserveligakamp. Der var mødt et flot antal tilskuere op på lægterne for at iagttage lokalopgøret i sommervarmen. Disse tilskuere var vidner til et meget jævnbyrdigt opgør, indtil AGF fik scoret til 0-1. Herefter gik det stærkt, og det endte med et nederlag på 0-4 til lokalrivalerne.

Randers FC lagde friskt fra land og var tydeligt opsatte på at slå naboerne fra Aarhus. Alligevel var det gæsterne, der skulle få den første store chance i kampen, da Frederik Due efter et kvarters spil på flot vis reddede sit hold fra at komme bagud. Da der var spillet en halv time, fik Jannik Skov Hansen alletiders mulighed for at bringe hjemmeholdet foran. Han måtte dog se sit forsøg gå snært forbi den fjerneste stolpe. Begge hold kunne derfor gå til pause ved stillingen 0-0.

I anden halvleg forsatte kampen med at være jævnbyrdig lige indtil AGF fik prikket hul på bylden. Målet faldt efter en situation, hvor Frederik Due parerede bolden efter et hårdt spark, som desværre endte for fødderne af AGF’s Nimo Gribenco, der let kunne bringe gæsterne foran 0-1. Herefter gik det stærkt og kampen sluttede 0-4 til gæsterne efter scoringer af Magnus Kaastrup, André Riel og Nimo Gribenco.

Reserveligaholdet får dog mulighed for revanche allerede i næste kamp, da Randers FC-reserverne her møder AGF i Aarhus mandag den 13. august kl. 14:00.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Frederik Due – Tobias Damsgaard, Simon Graves Jensen (75. Mathias Ibsen), Marco Vesterholm, Mikkel Dongsted (60. Christoffer Petersen) – Jannik Skov Hansen, Frederik Lauenborg (60. Tobias Klysner), Joel Allansson, Andreas Bruhn – Emil Riis, Fatawu Abdul Safiu (60. Kasper Høgh).

Skrevet af: Martin Albrechtsen
Foto: Getty