Randers FC-reserver tabte i Aarhus

Det var ’de hviie’, der trak det længste strå i reserveligaholdet-opgøret mandag eftermiddag på en sneklædt kunstgræsbane i Aarhus. 2-0 vandt hjemmeholdet over Randers FC-drengene.

Randers FC-reserverne leverede en god kamp på kunstgræsbanen i Aarhus, der var pænt ryddet fra kampens start. Snefald i løbet af kampen gjorde dog, at banen var glat, men ikke i sådan en grad, at kampen ikke kunne spilles.

AGF viste større skarphed i kampen og med et mål i hver halvleg af hhv. den tidligere Randers FC-spiller Kasper Junker og hans angrebsmakker André Riel, sikrede de hvidklædte sejren.

– Overordnet set var det en fin kamp fra vores side med mange opløftende momenter. Det var flere gode præstationer, hvor blandt andet Simon Graves Jensen spillede godt i midterforsvaret, mens Brandur Hendriksson bandt spillet godt sammen på midtbanen. Der blev arbejdet hårdt over hele linjen, og vi kom til flere ’lige ved og næsten’-chancer, mens også Lucas Haren havde en friløber sent i kampen, fortæller Randers FC-træner Morten Eskesen.

Næste kamp for reserveligaholdet er hjemme på BioNutria Park Randers mandag den 19. marts kl. 14.00, hvor modstanderen er Viborg FF.

Startopstilling med ændringer undervejs:
Frederik Due – Casper Lykke, Simon Graves Jensen, Gustav Overgaard (70. Marco Vesterholm), Christoffer Petersen – Lucas Haren, Tobias Damsgaard, Brandur Hendriksson (75. Sune Balle), Andreas Bruhn (46. Mikkel Kallesøe) – Jannik Skov Hansen (69. Tobias Klysner), Eero Markkanen

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: AGF