Randers FC og Lucas Haren ophæver samarbejdet

Den 20-årige offensivspiller Lucas Haren forlader Randers FC med øjeblikkelig virkning efter gensidig aftale.

For lidt over et år siden kom offensivtalentet Lucas Haren til Randers FC fra HIK efter at have imponeret i en indbyrdes pokalkamp de to klubber imellem. Siden er det dog ikke blevet til meget spilletid, og nu har han fået ophævet sin kontrakt med Randers FC knap ni måneder før udløb.

– Lucas har ikke fået meget spilletid og har heller ikke været i kamptruppen ret ofte. Derfor har han ønsket at få ophævet kontrakten. Det har vi naturligvis udvist stor forståelse for. Vi har lært Lucas at kende som en sympatisk fyr og talentfuld spiller, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, fortæller cheftræner Rasmus Bertelsen.

Lucas Haren spillede syv officielle kampe for Randers FC.

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images