Randers FC hylder moderklubberne

Det er 15 år siden, at Randers FC blev dannet af seks moderklubber, og det markeres i starten af den nært forestående sæson.

Den 1. januar 2003 så Randers FC dagens lys, da klubberne Randers Freja, Vorup FB, Hornbæk SF, Kristrup Boldklub, Dronningborg Boldklub og Randers KFUM gik sammen om et fælles randrusiansk fodboldprojekt for at genrejse fodbolden i byen.

Siden da er der sket meget. Rigtigt meget endda. Klubben har vokset sig større. Har vundet pokaltitel, fået bygget nyt stadion, rykket ned, vundet bronzemedaljer – og i bund og grund manifesteret sig som en solid klub i den bedste danske række. Det har været 15 år med op- og nedture, men hvor man er kommet rigtigt langt siden de spæde år. Længere end de fleste dengang nok havde forestillet sig muligt.

Derfor skal man også engang imellem stoppe op og huske på, hvad der har gjort, at vi i dag er kommet så langt. Det er blandt andet, at vidt forskellige klubber har kunnet gå sammen om et fælles mål og en samlet vision om at få Randers på det danske fodboldlandkort. Den rejse er man lykkedes med via store ambitioner, masser af gåpåmod og ikke mindst en masse hårdt arbejde.

For at hylde baglandet og historien vil Randers FC derfor spille i de seks moderklubbers farver i de første seks hjemmekampe i Superliga-sæsonen 2018/19.

I forbindelse med hver af kampene vil der derudover være fokus på klubberne, som danner grundpillerne under Randers FC. Der vil blive lavet fortællinger om og fra de forskellige klubber, ligesom forbindelsen til Randers FC vil blive synliggjort tydeligere ude i klubberne.

– Randers FC har en forholdsvis kort historie, men moderklubberne har eksisteret i virkelig mange år. Der er masser af randrusiansk fodboldhistorie forankret hos de seks klubber, som vi ikke må glemme. Derfor vil vi også gerne omfavne dem endnu mere og skabe et sammenhold klubberne imellem. Alle i og omkring de seks klubber skal i endnu højere grad have følelsen af, at Randers FC er deres og hele byens førstehold. Det er vi glade for at kunne markere ved at gøre noget lidt utraditionelt, som samtidig signalerer det tilhørsforhold, klubberne har til vores fælles projekt, siger Randers FC’s sportslige og kommercielle direktør Søren Pedersen om tiltaget.

Planen for de seks kampe ser således ud:

Mandag den 16. juli kl. 20.15
1. spillerunde: Randers FC – Brøndby IF
(Vorup FB)

Søndag den 29. juli kl. 14.00
3. spillerunde: Randers FC – OB
(Randers KFUM)

Søndag den 12. august kl. 18.00
5. spillerunde: Randers FC – AGF
(Kristrup Boldklub)

Søndag den 19. august kl. 14.00
6. spillerunde: Randers FC – Hobro IK
(Randers Freja)

Søndag den 2. september kl. 14.00
8. spillerunde: Randers FC – AaB
(Hornbæk SF)

Endnu ikke fastlagt dato og tidspunkt
10. spillerunde: Randers FC – Vendsyssel FF
(Dronningborg Boldklub)

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Morten Degn