| Den nye start |
| Endelig starter den nye sæson! Tomheden, skuffelsen og frustrationen, som vi alle havde efter den sidste sæson, er efterhånden skubbet væk. Vi er nu i gang med et nyt projekt med et nyt trænerteam, en ny spillertrup og en ny energi, og lyst til at revanchere sidste sæson og komme tilbage i den bedste række efter en sæson i 1. Division. Succeskriteriet er klart. Det eneste der tæller er oprykning til Superligaen. Alt andet vil for os, der holder med Randers FC, være en kæmpe skuffelse. Vi er favoritter til at rykke op, og vil være favoritter i stort set alle kampe. Det er en helt anden situation end i sidste sæson. I år vil vi formenligt møde mange hold, der står meget lavt på banen og arbejder stenhårdt med det meste af holdet bag bolden. Det vil kræve tålmodighed og omtanke, hurtig boldomgang og en tro på, at målene nok skal komme. Vi vil gerne gå fra banen med store sejre og levere underholdende kampe hver gang. Men vi må også være realistiske og acceptere, at vi ikke i alle kampe kan være totalt dominerende. Vi skal være glade for en sejr. Også en på 1-0… Vores nye trænerteam Michael Hemmingsen og Joakim Mattsson er kommet til klubben med en utrolig positiv indstilling til tingene. Der er en klar linje gennem hverdagen, og vi spillere er klar over, hvad de forlanger og bliver ofte mindet om hele tiden at yde 100 procent, når vi er på. Træningen forløber derfor altid meget koncentreret og professionelt. Jeg tror vi hver især vil få en god udvikling det næste år, selvom vi er rykket et niveau ned. I omklædningsrummet er der en god stemning. Vi glæder os til at komme i gang med sæsonen. Vi har en rigtig god trup, og der er konkurrence om alle pladser. Det er vigtigt med denne konkurrence, så vi hele tiden presser hinanden i hverdagen. Vi vil i den kommende sæson skulle spille på mindre stadions og for færre mennesker end i Superligaen. Mediedækningen over kampene vil blive begrænset, og selve fokuset fra omverdenen vil være meget mindre. Det bliver en stor omvæltning for os spillere og derfor vigtigt, at holde sig 100 procent fokuseret og tændt til kampene. Der er 3 point på spil hver gang, og hver kamp er et step i vores udvikling som hold, og en opgave som skal løses, så vores mål om oprykning næste sommer kan blive en realitet. Jeg tror, der vil være en håndfuld hold, som kommer til at spille med om oprykningen. Det bliver bestemt ingen walkover at rykke op. Der er en del hold, som er professionelle, eller arbejder hen imod professionelle tilstande. De har alle ambitioner om at spille med i toppen af 1. division. Vi har derfor stadig brug for støtte fra vores trofaste fans, som gjorde en flot indsats sidste sæson. Og fra vores sponsorer, så vi kan bibeholde et godt set up i klubben og omkring holdet. Vi er glade for opbakningen, og vil gøre alt for at betale tilbage med en oprykning. Randers FC går ind i en meget spændende periode. Kom og vær med!! Go sæson. Venlig hilsen Anders Egholm. |
| Udskrevet fra www.randersfc.dk - 2013-05-25 |