Johnny Thomsen skriver under på en ny 1-årig aftale

Grundet sidste sæsons turbulens var mange kontraktforhandlinger sat på standby, indtil vi kendte vores skæbne. Det endte som bekendt lykkeligt, og nu kan den nyudnævnte sportsdirektør Søren Pedersen hoppe i arbejdstøjet.

I første omgang betyder det, at Randers FC og Johnny Thomsen er blevet enige om at forlænge samarbejdet med endnu en sæson.

Johnny Thomsen kom til klubben i 2012 og er således den spiller i truppen med flest kampe for Randers FC. Det er derfor også en tilfreds sportsdirektør.

– I moderne fodbold snakker man meget om vigtigheden af en kulturbærer, og hvis der findes en sådan i Randers FC, så er det uden tvivl Johnny. Han døjede med skader i det meste af foråret, men han kæmpede sig tilbage i startformationen, og var med til at sikre os endnu en sæson i landets bedste række. Det viser, at han fortsat har den fornødne kvalitet og sult til at være en del af Randers FC, udtaler Søren Pedersen.

Johnny Thomsen har indtil videre spillet 187 kampe for Randers FC, og det bliver nu til endnu flere.

Skrevet af: Daniel Svane
Foto: Getty Images