Ingen knockouts i lokalopgør

Det var en tæt affære mellem Randers FC og AGF søndag aften på BioNutria Park Randers. Ingen af holdene fik dog sat et afgørende stød ind, og derfor endte det med 0-0 i Superligaens femte spillerunde.

Der plejer at være garanti for intensitet og drama, når Randers FC og AGF mødes. Det var der dog ikke helt så meget af i søndagens udgave, der endte uden de store slagvekslinger.

Starten af kampen var ellers med Randers FC-dominans og optræk til flere gode muligheder. Efter 10 minutters spil fandt Saba Lobjanidze pandebrasken på Benjamin Stokke. Men bolden var for højt oppe til at den norske angriber kunne dirigere den mod mål, og derfor gik forsøget over mål. Samme Stokke havde også et hovedstødsforsøg efter 25 minutters spil, men igen over mål.

Første gang AGF viste noget af betydning var efter 35 minutters spil, hvor den tidligere Randers FC-spiller Mustafa Amini kom igennem på gæsternes højrekant. Her fik han lagt et fladt indlæg ind i feltet, men Johnny Thomsen kom først på bolden og sparket bolden ud af farezonen.

Efter 44 minutter kunne Erik Marxen have sørget for 1-0 på et indlæg fra Emil Riis. Men den hurtige bold var for svær at kontrollere og navigere for Marxen, og afslutningen strøg derfor et par meter forbi mål. En solid indsats i første halvleg af Randers FC-drengene, der i kampen bar røde trøjer for at hylde moderklubben Kristrup Boldklub.

Anden halvleg startede med et par løse muligheder i begge ender. For Randers FC var Nicolai Poulsen hurtig på aftrækkeren efter en dødbold efter 50 minutters spil, men AGF-keeperen fik reddet til hjørnespark.  Efter omkring en times spil kom Saba Lobjanidze på skudhold to gange lige uden for AGF’s felt. Den teknisk stærke georgier fik dog ikke ordentligt træf på den første chance, og anden gang blev bolden blokeret af en AGF’er.

Efter 75 minutter var Randers FC tæt på igen. Et fladt indlæg fra Kallesøe røg forbi vender og fjender og passerede forbi Saba Lobjanidze og Benjamin Stokke i feltet. AGF havde skiftet Tobias Sana ind i løbet af anden halvleg, og det gjorde en forskel for gæsterne, der blev mere sikre på bolden og i kombinationerne. Med ti minutter tilbage var det ved at blive rigtigt farligt i Randers FC’s felt, men chancen løb heldigvis ud i sandet.

Med otte minutter igen fik Andreas Bruhn muligheden fra kanten i feltet efter et forlænget indkast, men den indskiftede offensivspiller fik slet ikke træf på bolden, der røg langt over mål.

Derfor sluttede det som det startede. Det ellers så intense lokalbrag blev ikke til et festfyrværkeri, men i stedet en kamp med to solide defensive baser, der tålmodigt ventede på at kunne sætte det afgørende stød ind. Det lykkedes dog ikke – men mon ikke, at vi nok skal få et brag næste gang, der er showtime mellem de to mandskaber.

Næste opgave for Randers FC er på søndag kl. 14.00 mod Hobro IK. Billetter kan købes på https://billet.randersfc.dk

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Johnny Thomsen, Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy – Mikkel Kallesøe, Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze – Benjamin Stokke (86. Kasper Høgh), Emil Riis (66. Andreas Bruhn)

Advarsler: Mikkel Kallesøe (Randers FC), Erik Marxen (Randers FC)

Dagens tilskuertal: 7152

Kampens spiller: Jonas Bager

Skrevet af: Kristian Fredslund
Foto: Jan Christensen, Getty Images