SKUFFENDE 0-1-NEDERLAG MOD FC FREDERICIA

Kort og godt:
Topbrag med alt på spil. Sådan lød optakten til dagens hjemmekamp mod FC Fredericia. Det blev dog ikke til de altafgørende 3-point for hjemmeholdet, som tabte 0-1 til et veloplagt udehold søndag.

Efter en lidt rodet start kom Randers FC frem til første mulighed efter 5 minutter, da Tidiane Sane sendte en giftig bold i dybden mod Ronnie Schwartz, som fra en spids vinkel forsøgte at ramme Frank Kristensen inde midtfor mål. Afleveringen manglede lige det sidste, men var startskudet på en god periode for hjemmeholdet, hvor blandt andet Lasse Rise havde et nærgående forsøg fra kanten er feltet. FC Fredericia svarede dog hurtigt igen med en farlig situation, som David Ousted måtte ud og klare.

Det var i det hele taget to tændte tophold, der mødtes i dagens duel. Spillet bølgede frem og tilbage i en intens affære med mange hårde kampe på midten af banen. Det var dog Randers FC, der sad på det meste af spillet og chancerne. Indenfor de første 20 minutter havde især Frank Kristensen flere muligheder, hvor det sidste træk lige manglede lidt.

Mod midten af halvlegen gik kampen væsentligt mere i stå, hvilket FC Fredericia nød utroligt godt af. Randers FC flyttede bolden for langsomt rundt, og udeholdets kompakte forsvar havde let ved at dæmme op for det, der kom. Perioden bød dog på en enkelt stor hovedstødschance til Ronnie Schwartz, som efter et giftigt indlæg fra Chris Sørensen steg op tæt under mål. Desværre for hurtigløberen og Randers FC gik bolden dog væsentligt ved siden af mål. I stedet var gæsterne ved at bringe sig i front, men kontramålet blev underkendt på offside.


Anders Eghom (tv) og Christian Keller var vanen tro eksponenter for en intens fight - desværre rakte det ikke
til point i søndagens kamp mod FC Fredercia.

Der skulle en fejl til fra FC Fredericia for at skubbe Randers FC i gang igen, da Frank Kristensen efter 35 minutter opsnappede en løs bold i feltet, men endnu en gang manglede hans aflevering præcision, og situationen løb ud i vandet. Herefter fulgte yderligere et par farlige situationer - især fra dødbolde, hvor Ronnie Schwartz endnu en gang headede centimeter ved siden af kassen.

Inden pausen bød Lasse Rise også lige på smagsprøver på hans sparketeknik, da han hamrede et langskud på overkanten af overliggeren. Men der var stadig ikke scoret, da spillerne gik til pause. Der skulle dog ikke gå langt tid efter teen før bolden ramte nettet og gæsterne havde bragt sig foran. Randers FC virkede chokeret og ude af stand til at svare tilbage de første minutter efter åbningen af målscoringen.

Først efter 57 minutter svarer Randers FC igen, da rutinerede Chris Sørensen er meget tæt på at udligne med et fantastisk spark fra en spids vinkel. Kun en fantomredning holdt bolden fra nettet. Efter den situation fik hjemmeholdet mere tro på tingene og lagde et større pres. Frank Kristensen kom efter en time meget tæt på, da han headede et glimrende indlæg fra indskiftede Jonas Kamper på overliggeren.


Frank Kristensen havde anden halvlegs bedste Randers FC-forsøg, men angriberens hovedstød prellede af
på overliggeren.

Det brændte efterhånden på foran FC Fredercias mål, hvor Randers FC omsider havde etableret et pres, men Randers FC var stadig sårbare i forsvaret, hvilket blandt andet ledte til et skud på stolpen fra udeholdet efter en omstilling. I det hele taget manglede presspillet intensitet og nerve - det var simpelthen for let for FC Fredericia at spille sig uden om angrebet og midtbanen.

Det var ikke chancer kampen manglede mod slutningen af kampen. Randers FC blev ved med at hælde bolde i feltet og Lasse Rise forsøgte sig udefra, hvilket skabte masser af farlige situationer. Omvendt lod det til at hjemmeholdet havde opgivet at forsvarer når de mistede bolden, hvilket betød masser af muligheder til FC Fredericia-kontrastød.

I sidste ende virkede der til at være en decideret forbandelse over Randers FC-spillerne, som lige meget hvor meget de afsluttede intet lod til at få ud af det. Et bravt kæmpende FC Fredericia-mandskab smed sig gang på gang foran bolden og reddede i sidste ende sejren med hjem.

Mål:
49. minut 0-1 Henrik Smedegaard
Randers FC bliver fanget lidt ude af positioner, da FC Fredercia sætter et kontrastød ind. Og selvom angrebet trækker lidt ud, når Randers FC ikke at komme i position, så da en enkelt aflevering finder Henrik Smedegaard helt fri på kanten af feltet sparker han den uden besvær ind i det modsatte hjørne.

Hvad så nu?
Efter en kamp med til tider dårligt spil fra Randers FC er kampen om oprykning stadig højaktuel. Muligheden for at bringe sig 6 point foran i tabellen blev ikke udnyttet, og dermed er der lagt op til en spændt affære mellem sidste sæsons to nedrykkere på næste fredag, hvor Esbjerg fB tager imod Randers FC. Nu tæller intet andet end en sejr!

Startopstilling og udskiftninger undervejs:
David Ousted - Alexander Fischer (50. minut Jonas Kamper), Anders Egholm, Jacob Degn Andersen, Chris Sørensen - Johnny Thomsen, Christian Keller, Tidiane Sane (50. minut Oliver Feldballe) - Lasse Rise - Ronnie Schwartz, Frank Kristensen (81. minut Nicolai Brock-Madsen).

/Emil N. Rasmussen
/Foto: www.briansorensen.net

 

lagt på 06/05 2012 kl 16:22