Jeg har gennem de seneste 5 år, via min ekspert-rolle på TV2-sport, kommenteret Champions League- kampe direkte fra stadions i Europa.  Overordnet set er det i min verden den største turnering, sportsligt som kommercielt, og jeg er her på linje med Ferguson i United, der også rangerer Champions League større end EM/VM.

Så det at ”få lov” til at rejse Europa tynd og få en masse oplevelser er altså det størst opnålige i vores branche, og jeg glæder mig som var det første gang, hver gang.

Der er i år spillet 2 kampe i gruppespillet og jeg har været afsted begge gange. Jeg vil i det følgende invitere jer med indenfor på sådanne rejser, og vil give jer et indblik i Champions League på et andet plan end bare at sætte sig ned og nyde kampen.

Dinamo Zagreb – Real Madrid
I første kamp i gruppespillet skulle vi dække Dinamo Zagreb mod Real Madrid fra gruppe D. Jeg begynder altid at spore mig ind på de to mandskaber en uges tid før afrejse, og det gik hurtigt op for mig at Zagreb var en smule undermatchet i forhold til deltagelse i Champions League. De har godt nok vundet det serbiske mesterskab 6 år i træk, men et kig ned over truppen afslørede ikke et eneste navn, jeg havde kendskab til, og forberedelsen kom mest af alt til at gå på Real Madrid. Heldigvis har Uefa.com en fortræffelig service til medierne og specielt deres Press Kits er et uundværligt værktøj. Det og eksempelvis den grafiske lineup en time før kampstart, er kræs for feinschmekkere, og kan i øvrigt bruges af enhver interesseret, da det ligger til fri benyttelse på hjemmesiden.

Jeg og hovedkommentatoren Christain Boier, mødes i Kbh lufthavn kl 9.00 på kampdagen og et par timer efter sidder vi i den af Ford, sponsorerede shuttlebil gennem en by(Zagreb), der ikke har gennemgået nogen byrenovering gennem en del generationer. Beton på Beton, gråt som grimt, og vel nærmest det vi i vores forkælede tilværelse ville kalde ”Slum”….. vi ankommer til vores oase;  4****Sheraton ved middagstid.

Herefter lidt god mad og en ”morfar”, de seneste nyheder og den sidste afpudsning af hvilke vinkler vi skal lægge på kampen, og hvad vi skal rapportere i vores direkte gennemstilling fra sidelinjen lige inden kampstart.

Vi ankommer til Maksimir Stadion ved 17-tiden og ser på forholdene. Et utidssvarene stadion i beton, ikke overdækket! og i det hele taget er det tydeligt at finanskrisen har været gældende der i umindelige tider. Der er ikke meget struktur her og vi misser da også de første minutter af det obligatoriske tv-møde, da vi ikke kan få at vide hvor det afholdes. Generelt må jeg efterhånden konkludere at det eneste land hvor forholdene altid er i orden, er kampe der afvikles i Tyskland.

Klokken er nu 20.45, alle tekniske forhold på plads, gennemstillingen fra sidelinjen ”sad lige i skabet”, forberedelsen er optimal, og nu venter vi bare på Ronaldo og co. Alle sidder fortryllet til indmarch og Champions League-Hymnen…nu er vi klar…men, men, men…
Kampen spilles i et forfærdeligt langsomt tempo, og Real Madrid lever livet farligt undervejs, skuffer fodboldelskere, men vinder 1-0 ved Di Maria.

I pausen sidder vi og taler om det ”deja vu” vi er ved at opleve, for som så ofte før kommer Real Madrid til en udekamp uden synderligt engagement, lyst til at underholde og med en dårligt kontrollerende håndbremse trukket. Men resultatet står til troende og det er hvad Real-spillerne først og fremmest får deres løn for, så længe deres chef hedder Mourinho. Men der står altså også en bundlinje og blinker. Det er 10 år siden de sidst vandt Champions League, og det gør altså ondt når man hver dag render rundt og prøver at bilde sig selv ind, at man er verdens bedste hold! Denne kamp overbeviste ingen om at det er Real Madrid, der løfter pokalen til sommer.

Efterfølgende er der altid et gedemarked af kommentatorer der kæmper om at få et interview med de store stjerner. Vi har gennem TV-milliarderne vi betaler UEFA og klubberne for at vise Champions League, krav på flash-interviews efter kampen. Real Madrid stiller kun Di Maria til rådighed og han kan kun tale spansk. Rapporteren fra Sky-TV der ikke var spansktalende, var ved at eksplodere, men lige lidt hjalp det. Vi kunne da bare klage til UEFA blev der sagt. Kan man tale om arrogance her?!

Hjemme på hotellet kl 23.45, en pils og hjem næste morgen.

Man Utd. – Basel
Et af de bedste steder jeg kan blive sendt hen er til Old Trafford. For mig personligt er det altid et møde med en svunden tid. Jeg spillede på Old Trafford for Brøndby tilbage 1998 i Champions League, og selvom holdet i dag er mere profilløst end i sæsonen 98/99 hvor de vandt ”the trebble”, emmer det altså til enhver tid af storhed. Alene det at Sir Alex stadig står med ansvaret er unikt i en stadig mere skruppelløs og vanvittig branche. Men OK, man skal bare sørge for selv, at være større end alle andre konfliktskabere tilsammen, så er der ingen problemer. Den status har Ferguson.

Samme procedure rent praktisk som altid, og min dag sammen med en anden dygtig kommetator, Zak Egholm, går meget på at få seneste nyt om Rooney, Chicarito og Anders Lindegaard. Ingen af dem var med og værst ser det ud for Anders Lindegaard, som alle der ovre synes er en  ”great keeper”, men han får ikke mange kampe. Om De Gea siger folkene og fansene at han bliver bedre og bedre, men de er ikke overbevist om han er ”voksen”, og de kan generelt ikke lide en målmand der ikke kan fylde sin trøje ud.

En stille første halvleg. 2-0 til Man.Utd. på mål af unge Welbeck efter to assists fra Ryan ”Metusalem” Giggs.
Zak og jeg sidder og funderer over at den godt kan blive lidt svær at trække hjem, da spændingen er ikke-eksisterende.
Så sker der noget der aldrig er sket før i mit kommenator-liv. Linjen bryder ned 2 min. før vi skal på med 2. halvleg. Zak og jeg kæmper med stik og strøm og er på glødende mobil-linje hjem til teknikerne på TV2-sport. Der kommer teknikere fra Uefa, og hvad er nu det ? Kampen er gået i gang…vi er ikke på.

Hjemme hos TV2-sport var de hurtige til at finde en kommentator der tog kommenteringen hjemmefra studiet, så det er måske begrænset hvad seerne har lagt mærke til?  Alt imens kæmper 11 personer for at få linjen op igen udenfor banen, og indenfor kridtstregerne kæmper 11 Basel-spillere forbilldeligt og presser United i Bund. Kampen eksploderer helt uforudsigeligt og Basel fører 3-2 kort før tid, hvor Ashley Young i sin første Champions League-kamp scorer det vigtige udlignende mål til 3-3. Publikum går amok. Et af de mest sindsoprivende momenter jeg kan huske, og det største antiklimaks til dato, ikke at få lov til at kommentere en så fed begivenhed. Zak og jeg kigger hinanden i vores forstenede øjne, ryster på hovedet og giver op! Sådan er det også at lave LIVE-TV

Nu glæder jeg mig til at jeg om et par dage skal til Barcalona, hvor de tager imod Pilzen, FCK´s banemænd. Mon ikke Barcalona(verdens bedste hold!) kan tage revanche på FCK´s vegne…Jeg skal i hvertfald have taget revanche for det break down vi var udsat for i Manchester. Ses på Camp Nou eller på skærmen.

Ha det godt så længe…

Med venlig hilsen

Jesper Thygesen, Coach og kommentator på TV2-sport