 |
|
 |
|
ER DET BESVÆRET VÆRD? Det kan være en udfordring at følge med i den hjemlige fodboldverden, når man sidder i en ørken med en væbnet konflikt udenfor hegnet og begrænset tv-adgang. Til gengæld åbner det mulighed for en mere generel og filosofisk tilgang til tingene. - Vi skal op igen i en satans fart, lød det i stereo fra Esbjerg og Randers, da degraderingen var en realitet tidligere på året. Tillad mig at anbefale et øjeblik eller to til eftertanke. For livet, i den der Superliga, ligner ingen dans på roser. Det er et fuldstændigt fast ritual, at en ny sæsonen dårligt er vågnet af døsen, før cirka halvdelen af holdene i landets fremmeste fodboldrække melder ud, at det først og fremmest handler om at undgå nedrykning. Den kan tilhængerne så forsøge at sluge, mens de, med mindst den ene hjernehalvdel, skal forsøge at holde sig orienteret om, hvad favoritklubben nu har rodet sig ud i forretningsmæssigt. For der er jo ingen, der længere kan få skidtet til at løbe rundt med lidt entreindtægter og træningsdragter sponsoreret af en lokal træskofabrikant. Som i gamle dage. Dengang amatørspillerne måtte klare sig for det, der ”faldt ved siden af kassen” ved klubbernes to ugentlige bankospil i vinterhalvåret. Nu skal sponsor-indtægter jages 24/7/365. Oven i købet med en opsøgende energi modsvarende den, jeg oplevede i mine unge år, når diskotek Lord Nelson bød på gratis fadøl. (Ældre bloglæsere bedes her oplyse de yngre om denne kulturinstitutions betydning for Randers, dengang man kunne gå i byen med en blank daler i lommen, drikke sig fra sans og samling og stadig have råd til en vogn hjem). Dårligt er indtægterne i klubkassen, før de med djævlens vold og magt skal ha’ ben at gå på. Der skal investeres i erhvervsbygninger, koncerter med Kim Larsen, minkfarme i Polen og pengeinstitutter på grænsen af bankerot. Alt sammen for at undgå alt for store røde tal i årsregnskabet og samtidig have økonomisk formåen til at lokke en jævnligt skadet forsvarsspiller på bagkanten af karrieren hjem fra en norsk sekundaklub. Jeg er en ældre mand med dårlig hukommelse. Men er der ikke pæn afstand mellem de økonomiske succeshistorier i dansk fodbold? Selvfølgelig er der også muligheden for at tjene penge på noget fodboldrelateret. For eksempel spillere. Vi finder dem i en ung alder, udvikler dem, sælger dem til Heereveen eller Brecia og køber dem tilbage for en fjerdedel et år eller to senere, når de har rådnet længe nok på bænken. Penge i kassen. I teorien. Men det forekommer mig, at der er ved at gå lidt pædofili i bestræbelserne på at finde talenterne først. Fortsætter udviklingen vil jeg om et års tid – motiveret af en flaske rødvin og lidt sporadisk surfen på Youporn – næppe kunne give konen en rusketur uden at føle mig overvåget af en talentspejder fra FC Dennordøstligedelafdetcentralesydsjælland. Min præstation og afsluttende klimaks vil løbende blive vurderet på skala fra et til fem - med en afsluttende konklusion om akten i sidste ende kan resulterer i en løbevillig venstre back med offensive kvaliteter. For ikke at blive langtrukken, vil jeg helt undlade at komme ind stadionproblematikken, hvor et ikke uvæsentligt beløb i skattekroner går til etableringen og vedligeholdelsen af hjemmebaner. De ressourcer politiet skal bruge, når det gæstende hold medbringer rabiate tilhængere, vil jeg heller ikke fordybe mig i. Men det er, under alle omstændigheder, lidt af et projekt at bevare et hold i Superligaen. Så for at vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Er det besværet værd? Får vi i Superligaen fodbold på et niveau, der retfærdiggør al bøvleriet og billetprisen? Jeg vil lade den enkelte læser, efter behørig samtale med egen samvittighed, komme med svaret. Held og lykke med sæsonen. Uanset om det bliver i Superligaen, 1. eller 2. division, glæder jeg mig til et gensyn med AutoC Park Randers og de aldeles fremragende grillpølser. Med venlig hilsen Morten Hausborg  |
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
