Vi sidder flere millioner fodboldeksperter i dette land og gør os kloge på alle de faktorer der vedrører landsholdets og klubbernes succes. Det kan være faktorer som økonomi, spillerindkøb, taktik, trænervalg og klubledelse. Jeg er også i stand til at kloge mig på samme intelligente niveau som de fleste andre lomme-eksperter, men vil i denne blog forsøge at forklare min fascination af fodbold som begreb og sport.

Fodbold har for mig altid primært været en sport jeg tog aktiv del i. Siden børnehavetiden, hvor vi bare klatrede over hegnet til Hornbæks baner for at drøne rundt på Bane 1, og knapt kunne løfte bolden fra jorden med en tåhyler – på en bane som i øvrigt var alt for stor for os små knægte. Disse minder, hvor man lærte at skyde ordentligt til en bold, at heade og lave et løb mod mål, bringer mig frem til nutiden.

Fodbold er nemlig stadig ugens højdepunkt. Vi er en flok midaldrende herrer, med min far som alderspræsident, som stadig mødes og spiller. Vi spiller mod hinanden – laver selv holdene fra gang til gang. Vi spiller for sjov – men det betyder alverden at vi spiller godt og hygger os. Mange af os har spillet sammen siden miniputdagene, og kender hinanden bedre end godt. Vi mødes ofte og ser Champions League – men det er og bliver selve det udøvende fodboldspil der binder os sammen.

Glæden ved at lave et smukt mål, et fightermål, et sjovt mål eller et fantastisk kanonskud. At smide en præcis aflevering afsted som bare sidder der, lidt foran ham du afleverer til, så der er lidt at løbe på – eller det knaldhårde flade indlæg, som bare præcist rammer ham, der lige sætter indersiden på bolden. Den skruede aflevering som præcist sniger sig udenom modstanderen, for at være perfekt beregnet til din medspiller, som så står bare lidt bedre i opspillet mod mål.

Glæden ved at føle at kroppen fungerer optimalt, i forhold til alderen vel at mærke - at den kan blive ved med at løbe. Den stille træthed som sniger sig op i benene efter 1½ times intens kamp. Duften af sommeraften efter en regnbyge, som bare har gjort banen endnu bedre at spille på, og luften en anelse mindre lummer. Jeg elsker det – intet mindre.

Det betyder alverden for mig at mødes med drengene. Ikke fordi vi indvier hinanden i  vores private liv, men fordi vi har en fælles overenskomst om at det her fodbold bare er værd at tage til, året rundt – i al slags vejr – om vinteren dog indendøre. Vi veksler ikke nødvendigvis mange ord om privaten, men kan med få grynt tydeliggøre meninger om vores favoritholds seneste resultater – oftest Randers FC.

Men omdrejningspunktet er,  i mine øjne kærligheden til det smukke fodbold. Vi er ikke nødvendigvis effektive fodboldspillere, men har en forkærlighed for den skarpe aflevering, ind til angriberen, som med målnæse har placeret sig lige dér hvor i et hul, hvor bolden lige akkurat kan nå frem, så han enten kan spille en anden fri, eller selv score. Eller når  det lykkes at lægge sig vandret i lufte på et smukt indlæg og kanonere den i nettet. Da bobler mit hjerte over, og jeg synes jeg har en endnu større føling med spillerne fra Superligaen, La Primera, Premier League, Serie A og ikke mindst Champions League.

Jeg er taknemmelig for at være en del af det fællesskab, som fodbold skaber, både i Hornbæk, Randers, Danmark og globalt. Jeg håber at alle får en dejlig sommer, med snak om fodbold, men for mit vedkommende gerne med en fodbold i nærheden.

Med venlig hilsen

Kristian Dreier