JOHN FAXE OVERTAGER ANSVARET I RANDERS FC HER OG NU

Når Randers FCs SAS Liga-spillere mandag den 12. januar 2009 møder ind til årets første træningspas, bliver det med en ny cheftræner ved roret. John Faxe skulle oprindeligt have overtaget ansvaret efter Colin Todd den 1. juli 2009, men sidstnævnte og Randers FC er blevet enige om at ophæve samarbejdet allerede nu, hvorefter John Faxe tiltræder i klubben med øjeblikkelig virkning.

Randers FCs direktør Jacob Nielsen udtaler:

- Colin og jeg havde mellem jul og nytår en god dialog om fremtiden, i gensidig respekt nåede vi  frem til den konklusion, at det vil være bedst for alle parter at ophæve samarbejdet inden vintertræningen og forårssæsonen for alvor sætter ind. Denne gensidige beslutning giver også John Faxe den bedst tænkelige forberedelse med næsten to måneder til sæsonstart frem for kun cirka tre uger i sommerpausen. Det bør også give John Faxe alletiders mulighed for at lære truppen at kende, inklusive de spillere, hvis kontrakter udløber efter denne sæson. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke Colin Todd for en fremragende trænerindsats i Randers FC, lyder det fra Jacob Nielsen.

Om ophævelsen af samarbejdet siger Colin Todd:

- Det er det rigtige at gøre, det svarer til hvad man ville have gjort i England. Jeg har virkelig nydt min tid i Randers FC og med glæde kunnet se den fremgang, som klubben har opnået. Jeg håber selvfølgelig, at fremgangen kan fortsætte under John Faxe, jeg vil i hvert fald følge med i klubbens videre udvikling med stor interesse, lyder det fra Colin Todd.


Colin Todd forlader cheftrænerstolen i Randers FC.

John Faxe ser frem til at overtage cheftrænerposten i Randers FC allerede nu:

- Jeg glæder mig til at begynde arbejdet i Randers FC allerede nu, selv om det er med kort varsel. Det er altid godt at starte i en klub i en vinterpause, det giver mig en længere periode til at komme tættere på spillerne, end hvis jeg for eksempel skulle have fulgt dem via en tribuneplads i løbet af foråret, slutter John Faxe.


John Faxe overtager styringen af Randers FCs SAS Liga-hold pr. 12. januar 2009.

Den nærmeste stab omkring John Faxe forbliver uændret i forhold til Colin Todd - og det vil fortsat sige med Stig Tøfting som assistenttræner og Stephen Paddon som målmandstræner.

/Ib Rasmussen

lagt på 16/06 2015 kl 15:44  

Randers FC
Torsdag
09/07 2015 19:05

UE Sant Juliá
Get Adobe Flash player