PÅ VINTERFERIE MED UHELDIGT NEDERLAG

For anden hjemmekamp i træk måtte et godt kæmpende Randers FC mandskab gå tomhændet fra banen. Overmagten hed denne gang formstærke AaB, der varmede op til midtugens Champions League kamp mod Manchester United på Old Trafford ved at vinde 2-1. Midlertidige træner Allan Kuhns 11. kamp i træk uden nederlag – en serie, der såmænd blev startet på Essex Park Randers for omtrent halvanden måned siden.

Kampen startede i højt tempo fra begge mandskaber – og bød hurtigt på chancer i begge ender. Allerede efter to minutter havde Tidiane Sane en fin afslutning og nogle minutter senere var Andreas Johansson på spil for AaB i den anden ende.

Efter godt et kvarter saksesparkede Bédi Buval fornemt, men AaBs keeper Karim Zaza reddede både Buvals forsøg og ikke mindst opfølgningen fra Marc Nygaard. Nogle få minutter senere var rollerne byttet rundt, da Marc Nygaard sender endnu et saksespark mod nordjydernes mål. Et forsøg som Bédi Buval retter af – men desværre igen for at se Zaza redde i målet.


Fare på færde foran Randers FCs mål - desværre to gange for mange i den kamp...

I det 26. minut er det Søren Bergs tur til at være tæt for Randers FC. Flot kombinationsspil mellem Nygaard og Buval resulterer i et flot oplæg til Berg, der skyder snært forbi den opstander.

Bergs forsøg var i princippet Randers FCs sidste helhjertede offensive aktion i 1. halvleg, hvor gæsterne fra fik lov til at styre begivenhederne i de sidste 20 minutter. Det resulterede i pæne chancer til blandt andre Caca og Andreas Johansson, inden Marek Saganowski efter 35 minutter udnyttede forvirring i Randers FC forsvaret og gjorde det til 1-0 til AaB.  

1-0 forblev stillingen ved pausen.

Fra anden halvlegs start var det tydeligt, at Randers FC havde fået snakket den dårlige afslutning på 1. halvleg igennem. 

Hjemmeholdet svingede igen dirigentstokken, og efter et godt forsøg af Kenneth Møller Pedersen i det 55. minut, faldt den forløsende udligning minuttet senere, da selvsamme Kenneth Møller Pedersen bliver spillet fri i feltet og hamrer bolden op i målhjørnet til 1-1.


Kenneth Møller Pedersen har sekunder forinden netop udlignet til 1-1.

Et par minutter senere er Kasper Bøgelund tæt på at heade bolden i eget net, men i stedet er det AaB der efter 71. minutter igen kommer i spidsen, da et flot Saganowski-indlæg bliver sendt i nettet af Kasper Risgaard.

De resterende små tyve minutter af kampen forsøger Randers FC at etablere et pres, mens AaB lurer på kontrachancerne.

Indskiftede Lee Nguyen har et forsøg, Marc Nygaard er tæt på efter godt forarbejde af Lee Nguyen, mens Søren Berg og Tidiane Sane i overtiden ikke kan blive enige om, hvem der skal afslutte – og så løb det ud i sandet.

Dermed blev Randers FC sendt på vinterferie med et nederlag, mens nordjyderne kunne drage tilbage til Aalborg med en lidt heldig sejr.
 
Randers FC – AaB 1-2 (0-1)
35. min. 0-1 Marek Saganowski
56. min. 1-1 Kenneth Møller Pedersen
71. min. 1-2 Kasper Risgaard
Tilskuere: 5.313

Randers FC:
Kevin Stuhr Ellegaard, Steven Pressley, Søren Pedersen, Søren Berg, Mikkel Beckmann (71. min. Lee Nguyen), Kenneth Møller Pedersen, Carsten Fredgaard, Bédi Buval (79. min. Ricki Olsen), Robert Arzumanyan, Marc Nygaard, Tidiane Sane.

På bænken – men ej benyttet: Alain Behi, David Addy, Allan Olesen, Emil Ousager, Mads Fenger.

AaB:
Karim Zaza, Michael Jakobsen, Martin Pedersen, Steve Olfers, Andreas Johansson, Thomas Augustinussen, Marek Saganowski (77. min. Patrick Kristensen), Kasper Bøgelund, Caca (62. min. Jeppe Curth), Kasper Risgaard, Thomas Enevoldsen (77. min. Anders Due).   

På bænken – men ej benyttet: Siyabonga Nomwethe, Jens-Kristian Sørensen, Simon Sloth.

/KOMMA'riet

lagt på 07/12 2008 kl 19:41  

Randers FC
Fredag
25/04 2014 18:30

SønderjyskE