JOHN ”FAXE” BLIVER NY CHEFTRÆNER I RANDERS FC SOMMEREN 2009

Den 43-årige John ”Faxe” bliver ny cheftræner i Randers FC fra den 1. juli 2009 og to år frem. John ”Faxe” afløser til næste sommer Randers FCs nuværende cheftræner Colin Todd, hvis kontrakt udløber den 30. juni 2009.

Om den nye udfordring i Randers FC udtaler John ”Faxe”:

- Jeg forventer at kunne være med til at føre Randers FC endnu videre ad den sti, som de hidtil har betrådt. De er kommet op i SAS Ligaen, de er blevet etableret, og jeg vil gerne se, om jeg kan være med til at gøre afstanden mellem de allerbedste og Randers FC endnu mindre.

- Jeg synes, at Randers FC er en spændende klub med både visioner og ambitioner. Jeg glæder mig til at komme til at arbejde sammen med alle omkring holdet. Samtidig har klubben det spillermateriale, der passer godt ind i den form for fodbold, som jeg gerne vil spille, udtaler John ”Faxe”.

Randers FCs direktør Jacob Nielsen siger:

- Med ansættelsens af en trænerkapacitet som John ”Faxe” er jeg sikker på, at vi har fundet den rette person, der kan videreføre det flotte arbejde, som Colin Todd har udført. Vi tror på, at ”Faxe” kan få Randers FC til at tage nye skridt mod toppen af dansk fodbold, udtaler Jacob Nielsen.

John ”Faxe” repræsenterede som aktiv Brøndby IF, Hamburger SV og Arsenal, ligesom det blev til 69 A-landskampe for Danmark. Trænergerningen begyndte i Herfølge Boldklub, som han gjorde til danske mestre i 2000. Fra 2002 til 2006 blev han assistent for Michael Laudrup i Brøndby IF, inden John ”Faxe” Jensen i sæsonen 2007/08 også var assistent for Michael Laudrup, denne gang i den spanske klub Getafe.

Billeder fra pressemødet offentliggøres senere.

/Ib Rasmussen

lagt på 03/11 2008  

Randers FC
Søndag
13/09 2015 13:30

SønderjyskE
Get Adobe Flash player