TRE PRØVESPILLERE PÅ KONTRAKT I RANDERS FC

I alt seks nye spillere er nu i Randers FC i minutterne inden transfervinduets lukkes. Halvdelen af tilgangen – Søren Berg, Robert Arzumanyan og Marc Nygaard – har været kendt i et stykke tid, mens de tre nye aftaler netop er faldet på plads.

De nye ansigter i Randers FC er franskmanden Alain Behi og de to amerikanere Will John og Lee Nguyen. Fælles for alle tre spillere er, at de har været til prøvetræning i klubben i kortere eller længere perioder i løbet af januar:

- Og de har i prøveperioden gjort en fantastisk god reklame for dem selv. Så god, at det heldigvis er lykkedes os at få skrevet kontrakt med alle tre, lyder det allerførst fra Randers FCs direktør Jacob Nielsen, der fortsætter:

- Alle tre er virkelig gode på hver deres område. Alain Behi er en defensiv midtbanespiller med stor nærkampsstyrke. Han har den rette professionelle indstilling og har desuden en rigtig god boldomgang. Will John har sin force i sit hurtige antrit og fantastiske dribleevner. Og endelig er Lee Nguyen en meget intelligent spiller, der både kan gå forbi backs og er god til at gå ind i banen. Via hans ophold i PSV Eindhoven kan man tydeligt se, at han er blevet europæisk skolet, slutter Jacob Nielsen.


Tre nye musketterer klar til at tørne ud for Randers FC: Fra venstre Lee Nguyen, Will John og Alain Behi.

Alain Behi (kontraktlængde: 1½ år) er 29år og kommer fra den græske klub PAS Giannina og har både ivoriansk og fransk statsborgerskab. Will John (kontraktlængde: 1 år) er 22 år og kommer fra den amerikanske MLS klub Kansas City Wizards. Han har spillet 8 ungdomslandskampe for USA. Lee Nguyen (kontraktlængde: 1½ år) er 21 år og kom til PSV Eindhoven i 2005 efter at være blevet opdaget af Guus Hiddink ved VM for U/20-landshold i Holland samme år.

- At komme til dansk fodbold og Randers FC er en stor udfordring for mig, både på og udenfor banen. Men jeg kan heldigvis allerede nu mærke, at alt omkring holdet fungerer. Desuden fik jeg i min uges prøvetræning et særdeles godt indtryk af det spillemæssige niveau, som er meget hurtigere end hvad jeg har været vant til fra græsk fodbold. Så jeg glæder mig utroligt meget til at tørne ud for Randers FC, lyder det i en kommentar fra Alain Behi.

Will John siger om sit klubskifte fra amerikansk til dansk fodbold:

- Jeg har været til prøvetræning i Randers FC i 10 dage og er ovenud tilfreds med det, jeg har set og oplevet. Niveauet i dansk fodbold er i mine øjne højere end i amerikansk, alene af den grund at i Danmark er bolden i centrum, alle sørger for at holde den langs jorden. Det tekniske niveau er meget højt, og det har jeg det godt med, siger Will John.

Endelig har den vietnamesisk-fødte amerikaner Lee Nguyen følgende kommentar:

- Igennem mine år hos PSV Eindhoven er jeg blevet familiær med den europæiske måde at spille fodbold. Og jeg tror, at måden, der spilles fodbold på i Holland, er meget lig den, der leveres i Danmark – det vil sige angrebsfodbold. Jeg vil gerne spille førsteholdsfodbold, og da chancen for at komme til Randers FC bød sig, var jeg ikke sen til at slå til. Mit indtryk i prøveperioden er da også kun positivt. Dygtige holdkammerater og et dygtigt trænerteam. Jeg glæder mig utroligt meget til at begynde for alvor i Randers FC, siger Lee Nguyen.

/Ib Rasmussen

lagt på 31/01 2008 kl 16:10  

Randers FC
Fredag
25/04 2014 18:30

SønderjyskE