Pyroteknik

Det er Nordtribunens overordnet holdning at pyrotekniske elementer såsom; røg, romerlys/nødblus, blitz og fontæner burde legaliseres under ordnede forhold. Vi anerkender dog at brugen af førnævnte effekter kan være uhensigtsmæssigt farlige, hvis ikke de benyttes under de rette vilkår. Derfor bør der arbejdes på at skabe en sikker og tilfredsstillende løsning.

I Nordtribunen anser vi pyrotekniske remedier for værende ligeså stemningsskabende som flag, tromme, megafon etc. Under koordineret forhold kan pyroteknik være med til at skabe en endnu mere festlig og intens stemning på tribunen. Det kræver dog også de rette forhold at koordinere brugen af pyroteknik. Derfor tilslutter Nordtribunen sig det kor af fanklubber, som arbejder målrettet på at få legaliseret brugen af pyroteknik.

Nordtribunen respekterer dog det gældende forbud mod pyroteknik, hvilket betyder at vi på ingen måde opfordrer eller støtter brugen af pyroteknik på nuværende tidspunkt. Ydermere mener vi heller ikke at kanonslag har noget at gøre på Bionutria Park Randers, ligesom vi fordømmer kast af romerlys.

Ligesom på så mange andre punkter opfordrer vi til en dialog i stedet for forbud.